USA og Kina underskriver første del af handelsaftale

Kina forpligter sig med handelsaftale til at købe amerikanske varer for yderligere 200 milliarder dollar

Handelsaftalen er omsider underskrevet. Foto: Jonathan Ernst/Ritzau Scanpix
Handelsaftalen er omsider underskrevet. Foto: Jonathan Ernst/Ritzau Scanpix

USA og Kina har onsdag skrevet under på en fase 1-handelsaftale ved en ceremoni i Det Hvide Hus. De to lande blev enige om aftalen i december.

Det er den amerikanske præsident, Donald Trump, og Kinas vicepremierminister, Liu He, der skrev under på aftalen.

Selv om der nu er kommet underskrifter på papiret, er det ikke ensbetydende med, at handelskrigen mellem verdens to største økonomier er slut.

En fase 2-handelsaftale er på tegnebrættet, og forhandlingerne vil ifølge Donald Trump starte snart. Han forventer ikke, at det vil blive nødvendigt med en tredje delaftale.

Blandt punkterne i første del af aftalen er ifølge nyhedsbureauet Reuters, at Kina kommer til at øge indkøbet af amerikanske produkter med omkring 200 milliarder dollar - 1340 milliarder kroner - over to år.

Det gælder blandt andet landbrugsvarer, fly, stål og inden for energi.

På den anden side vil USA halvere nogle af de toldsatser på kinesiske varer, der allerede er indført eller har været planlagt.

Handelskrigen brød officielt ud i sommeren 2018, hvor USA og Kina lagde ekstra told på hinandens varer, men området har været et tema i hele Donald Trumps embedsperiode.

Donald Trump har været utilfreds med, at USA har et stort handelsunderskud til Kina.

Det vil sige, at USA importerer langt flere varer fra Kina, end der bliver sendt den anden vej.

Donald Trump mener, at det har sendt tusindvis af amerikanske arbejdspladser til Kina.

88 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere