USA og Tyrkiet indgår aftale om våbenhvile i Syrien

'Millioner af liv vil blive reddet', skriver Donald Trump på Twitter som følge af aftale om våbenhvile

Foto: Ritzau Scanpix.
Foto: Ritzau Scanpix.

USA og Tyrkiet har indgået en aftale om en midlertidig våbenhvile i Syrien.

Det bekræfter USA's vicepræsident, Mike Pence, på et pressemøde torsdag aften dansk tid.

Også den tyrkiske udenrigsminister bekræfter ifølge nyhedsbureauet AFP aftalen med USA.

Med våbenhvilen vil Tyrkiet midlertidigt indstille kampene i Syrien, så den kurdiske YPG-milits kan forlade området sikkert.

Helt præcist vil våbenhvilen vare i 120 timer.

Så snart Tyrkiet indstiller operationerne, vil Trump-administrationen fjerne sanktioner mod landet - uden at tilføje nye, skriver flere medier.

Den kurdiskledede styrke SDF accepterer våbenhvileaftalen med Tyrkiet.

SDF vil gøre, hvad der er nødvendigt, for at få aftalen til at fungere, siger SDF-kommandant Mazloum Kobani til tv-stationen Ronahi torsdag aften. Det skriver Reuters.

'Millioner af liv vil blive reddet'

På Twitter skriver Trump, at 'millioner af liv vil blive reddet' med aftalen.

- Gode nyheder fra Tyrkiet. Pressemøde snart med Mike Pence og Mike Pompeo. Tak, Erdogan. Millioner af liv vil blive reddet.

Det var Trumps omstridte beslutning om at trække de amerikanske styrker ud af det nordøstlige Syrien, der banede vej for den tyrkiske offensiv. Den blev indledt 9. oktober.

Over 400 mennesker er dræbt, og op mod 300.000 er flygtet fra deres hjem i regionen.

Mike Pence tog torsdag til Tyrkiet for at overtale den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, til at indstille sin offensiv i Syrien.

554 kommentarer
Vis kommentarer