USA sigter 13 russere for indblanding i valgkamp

De sigtede russere udgav sig for at være amerikanske statsborgere og tog kontakt til Donald Trumps kampagnestab

Den stedfortrædende justitsminister, Rod Rosenstein, fortæller, at man har tiltalt 13 russere for bevidst forsøg på at påvirke det amerikanske præsidentvalg i 2016. Video: AP

De amerikanske myndigheder har anholdt 13 russiske statsborgere og sigtet dem for indblanding i USA's valgkamp.

Derudover har de tiltalt tre russiske selskaber for det samme.

Det oplyser særlige anklager Robert Muller, som står i spidsen af efterforskningen.

Det er første gang, at der er direkte fokus på bestemte russiske personer i Muellers efterforskning, som handler om, hvorvidt Rusland har forsøgt at få Donald Trump valgt som præsident under valget.

Ville påvirke valget
De 13 sigtede personer bliver blandt andet beskyldt for sammensværgelse, bedrageri og identitetstyveri.

I det 37-siders lange anklageskrift fremgår det, at de sigtede skulle have blandet sig i præsidentvalget 2016, og at deres bedrageri har stået på siden 2014. 

Her skulle de have udgivet sig for at være amerikanske statsborgere, imens de skulle have taget kontakt til flere personer fra Donald Trumps valgkampagne for at få indflydelse på det amerikanske valg og den politiske proces.

De sigtede skulle desuden have organiseret politiske møder under valgkampen.

- Nogle af de anholdte rejste til USA og brugte amerikansk computerinfrastruktur for at skjule, at deres aktiviteter oprindeligt kom fra Rusland, hedder det videre.

Fupnummer
Ifølge CNN har præsident Trump tidligere henvist til, at Ruslands-undersøgelsen var et fupnummer.

Hvor amerikanske efterretningstjenester mener, at Rusland prøvede at påvirke udfaldet af præsidentvalget, har Trump hele tiden nægtet.

Men med denne nyhed, om de 13 anklagede, ved vi, at det ikke har været helt fake, skriver mediet.

Det første gang, at der er direkte fokus på bestemte russiske personer i efterforskningen, som ledes af Mueller.

Mueller er udpeget til at undersøge, om der en forbindelse mellem Trump-lejren og Rusland samt præsidentens fyring af FBI-chef James Comey.

Comey blev fyret som FBI-chef i maj på grund af sin rolle i kontroversen om forhenværende præsidentkandidat Hillary Clintons brug af en privat server til e-mails i sin tid som udenrigsminister under præsident Barack Obama.

Trump skulle fredag være blevet orienteret om anklageskriftet.

Talsmanden fra det russiske udenrigsministerium, Maria Zakharova, kalder anklagerne for absurd.

Baggrunden for undersøgelsen:

Amerikanske efterretningstjenester mener, at Rusland prøvede at påvirke udfaldet af præsidentvalget.

Hvorvidt nogen fra Trumps kampagne hjalp til, bliver undersøgt i Kongressen. Justitsministeriet har sideløbende udpeget den tidligere FBI-chef Robert Mueller til særlig anklager for at komme til bunds i sagen.

Der er løbende kommet nye historier frem om kontakter mellem Trumps inderkreds og Rusland.

Selv har Trump afvist, at der skulle være nogen omkring ham, der i hemmelighed har samarbejdet med Rusland.

2. februar blev et notat offentliggjort om forbundspolitiet FBI's undersøgelse af en mulig russisk forbindelse til præsident Donald Trumps valgkampagne. Notatet er forfattet af republikanske politikere i Kongressen og er stærkt omstridt.

Dets indhold peger i retning af, at der i FBI blev arbejdet for, at Trump ikke skulle vinde præsidentvalget i efteråret 2016. Det mener republikaneren Devin Nunes, der står i spidsen for efterretningsudvalget i Repræsentanternes Hus.

* Folkene rundt om Trump:

I juli indrømmede Trumps ældste søn, Donald Trump Jr., at han mødtes med den russiske advokat Natalja Veselnitskaja i juni 2016, efter at hun via en mellemmand havde sagt, at hun havde smuds på Hillary Clinton.

Trump Jr. insisterer på, at advokaten ikke havde nogen "betydningsfuld information". Han har selv frigivet en række e-mails, som afslører, hvordan mødet var sat op.

Mellemmanden, der arrangerede mødet, påstår, at Veselnitskaja arbejdede for den russiske regering. Det nægter både advokaten og den russiske regering.

Justitsminister Jeff Sessions, og præsidentens svigersøn Jared Kushners russiske kontakter er også blevet undersøgt.

Tre ledende kampagnefolk blev i oktober anklaget. Det drejer sig om præsidentens tidligere kampagnechef Paul Manafort og hans forretningspartner Rick Gates samt den udenrigspolitiske rådgiver George Papadopoulos.

1. december rejste Robert Muellers hold anklager mod Donald Trumps tidligere sikkerhedsrådgiver Michael Flynn. Over for en dommer erklærede han sig skyldig i at have løjet for FBI om indholdet af et møde med den russiske ambassadør i januar 2016.

* Trump selv:

Trump fyrede i maj 2017 den daværende FBI-direktør, James Comey, som ledede en af undersøgelserne om russisk indblanding.

I juni kom det frem, at præsidenten selv blev undersøgt for muligvis at have forhindret efterforskernes arbejde - både ved at have fyret Comey samt for måske at have givet ordre til at stoppe en undersøgelse af præsidentens tidligere sikkerhedsrådgiver Michael Flynn.

Kilder: ritzau, CNN, BBC og Reuters.

550 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere