USA timer fra at lukke ned: Trump aflyser længe planlagt rejse

Hvis Kongressen ikke får en aftale på plads om det statslige budget udsætter Trump galla i Florida

Den amerikanske regering skal inden midnat lokal tid (klokken 06 lørdag dansk tid) komme til enighed om en ny finanslov, hvis Det Hvide Hus skal undgå at blive lukket ned.

Det skriver Reuters.

Derfor har præsident Donald Trump udsat sin rejse til Florida, hvor det var meningen, at Trump skulle rejse til fredag aften, for at holde en overdådig fejring af sit første år som præsident på sit landsted i Florida, Mar-a-Lago.

Det Hvide Hus gav torsdag meddelelse om Trumps planlagte rejse til Florida, hvilket fik demokrater til at anklage præsidenten for at løbe fra sit ansvar.

Han skal nemlig underskrive aftalen.

- At Trump vil rejse til Mar-a-Lago, mens der er fare for, at regeringen lukker ned, er den mest uansvarlige, selvoptagede pligtforsømmelse, som en præsident nogensinde har begået, skriver demokraten Steve Cohen i Repræsentanternes Hus på Twitter.

Offentlig sektor går i stå
En nedlukning betyder, at store dele af den offentlige sektor i USA går i stå. Uden et budget må den nemlig ikke foretage sig noget, medmindre der er tale om nødstilfælde.

Nogle områder er dog undtaget. Det er for eksempel fængsler og visse sundhedsområder. Militæroperationer i udlandet lukker heller ikke ned.

Stor uenighed om finansieringen
Blandt præsident Donald Trumps egne republikanske partifæller er der flere, som insisterer på, at der skal afsættes flere penge til USA's hær.

For at få vedtaget en forlængelse af budgettet kræves der ifølge reglerne mindst 60 ud af 100 stemmer i Senatet, der er det ene kammer i Kongressen.

Derimod kræver demokraterne, at regeringen vil finansiere og beskytte de omkring 700.000 udvisningstruede  unge illegale indvandrere, som kom til landet som børn. De fik under Barack Obama lov til at blive i landet midlertidigt og indgå i et program som blandt andet gav flere af dem uddannelse i landet - men det program vil Trump og republikanerne ikke længere finansiere.

Shutdown meget tæt på
Fredag mødte præsidenten lederen fra det demokratiske senat, Chuck E. Schummer i et forsøg på at komme til enighed - men det er endnu ikke lykkedes.

Kongressen har længe kæmpet om at komme til en enighed om en mere langsigtet finanslov, hvor indvandrespørgsmålet især har skabt stor uenighed.

Den kamp har varet så længe, at regeringen lige nu arbejder ud fra en tredje midlertidige finanslov siden det nye regnskabsår startede i oktober.

Mange af de 18 demokratiske senatorer, der var med til at sikre en forlængelse i december, sagde onsdag ifølge Washington Post, at de ikke vil gøre det igen.

Den demokratiske senator Chuck E. Schumer, der er minoritetsleder, siger, at "et overvældende antal" demokrater er imod at forlænge budgettet endnu en gang uden en aftale om indvandring.

Det vigtigste område for demokraterne er en aftale om Daca, som er immigrationsprogrammet for de unge illegale indvandrere, der kom til USA som børn.

Daca blev indført af daværende præsident Barack Obama i 2012 og skulle sikre, at cirka 800.000 unge såkaldte "drømmere" kunne søge om lov til lovligt at studere og arbejde i landet i en periode.

704 kommentarer
Vis kommentarer