USA underskriver fredsafttale med Taliban

Danske soldater trækkes hjem fra Afghanistan. En fredsaftale er underskrevet mellem USA og Taliban

USA vil arbejde for at trække alle sine soldater ud af Afghanistan 'inden for 14 måneder' ifølge en fredsaftalen med Taliban, der lørdag er underskrevet i Qatar af de islamistiske oprøre og USA.

Det fremgår af en fælles erklæring udsendt i Kabul af den afghanske regering og USA, og det forudsætter, at Taliban overholder fredsaftalen.

Der er i dag godt 13.000 amerikanske soldater i Afghanistan. De skal ifølge aftalen reduceres til 8600 soldater i løbet af 135 dage regnet fra lørdag.

USA og dets partnere 'vil afslutte tilbagetrækningen af deres tilbageværende styrker i Afghanistan inden for 14 måneder ... og vil trække alle deres styrker hjem fra de tilbageværende baser'.

Det vil i så fald betyde, at også de godt 150 danske soldater i Afghanistan skal være ude af landet inden udgangen af april næste år.

Fredsaftalen er lørdag eftermiddag underskrevet ved en ceremoni i Doha i Qatar.

Her var der mødt en delegation op for Taliban i Afghanistan. USA var anført af udenrigsminister Mike Pompeo.

Det var den særlige amerikanske udsending til Afghanistan, Zalmay Khalilzad, der har underskrevet på USA's vegne, mens Talibans politiske chef, Abdul Ghani Baradar, har underskrevet på vegne af oprørerne.

De to mænd trykkede hånd og smilte, da det var overstået.

Der har været massive amerikanske styrker i Afghanistan siden 2001.

Det er uvist, om andre militante islamistiske grupper i Afghanistan vil følge trop. En af de grupper, der har spredt rædsel med sine bombeangreb og gidselstagninger, er Islamisk Stat, der ikke er omfattet af fredsaftalen.

USA trængte ind i Afghanistan i oktober 2001. Det var måneden efter terrorangrebet på USA, der dræbte op mod 3000 mennesker i World Trade Center i New York og forsvarsministeriet i Washington.

Målet var dengang at nedkæmpe Osama bin Ladens islamistiske netværk al-Qaeda, som stod bag angrebene. Det daværende Taliban-styre havde givet al-Qaeda frit lejde og støtte til at operere fra Afghanistan.

105 kommentarer
Vis kommentarer