USA's ambassadør i dårlig sag: - Er fuldstændig uhørt

En forsker er blevet udelukket fra konference, og det er en dårlig sag for USA's ambassadør, siger USA-kender

Carla Sands har måske trådt i spinaten. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Carla Sands har måske trådt i spinaten. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Kun to dage før en stor konference i anledning af 70-året for Nato skulle løbe af stablen, er den blevet aflyst.

Det sker, fordi USA's ambassadør i Danmark, Carla Sands, har nedlagt veto mod den amerikanske forsker og Nato-ekspert Stanley Sloans deltagelse.

Han har været kritisk over for præsident Donald Trump.

En dårlig sag
Men med beslutningen om at udelukke Stanley Sloan fra konferencen har Carla Sands skabt en dårlig sag for sig selv.

Sådan lyder vurderingen fra Kristian Mouritzen, som er sikkerhedspolitisk korrespondent på Berlingske.

Ifølge Mouritzen er der i Washington rygter om, at Donald Trump systematisk forsøger at lukke munden på kritikere i både USA og i udlandet.

Med Stanley Sloans udelukkelse er der nu en rygende pistol, mener Kristian Mouritzen.

- Sagen viser, at der rent faktisk foregår en censur på den amerikanske ambassade, siger han og sammenligner det med, hvordan Trump også har udelukket kritiske journalister fra pressemøder.

Vær varsom
Det er arrangøren bag konferencen, tænketanken Atlantsammenslutningen, som har taget beslutningen om at aflyse. USA's ambassade var medarrangør.

- Carla Sands tvinger jo Atlantsammenslutningen til at aflyse. Det burde ambassaden have forudset, siger Kristian Mouritzen.

- Når du i forvejen har en præsident, som er så splittende, så skal man være varsom med at balancere, hvad der er fornuftigt at gøre, og hvad der ikke er fornuftigt, siger han.

Det er uhørt
Også Politikens udlandsredaktør, Michael Jarlner, vurderer, at Carla Sands har skabt en dårlig sag for sig selv.

- Det her er fuldstændig uhørt. Den type indgriben vil jeg forbinde med en helt anden type regimes ambassade, og ikke den amerikanske, der ellers tidligere har stået for at skabe rum for uafhængig og fri forskning, siger Michael Jarlner til Politiken.

I en pressemeddelelse siger generalsekretær i Atlantsammenslutningen Lars Bangert Struwe, at udelukkelsen af Sloan er ambassadens beslutning.

- Vi har hele tiden vidst, at Stanley Sloan har en kritisk tilgang til præsident Donald Trump. Det er ingen hemmelighed. Vi har dog aldrig været i tvivl om, at Stanley Sloan ved vores konference ville levere et upolitisk og objektivt indlæg, siger han.

Ikke enige
Den amerikanske ambassade udtrykker i en skriftlig kommentar ærgrelse over aflysningen.

Ambassaden understreger i samme ombæring, at den støtter ytringsfriheden. Stanley Sloans kritik af Donald Trump nævnes ikke.

- Stanley Sloans foreslåede inkluderen i sidste øjeblik fulgte ikke den samme proces af fælles beslutningstagen og enighed, som vi fulgte, da vi valgte andre talere, skriver den amerikanske ambassade.

71 kommentarer
Vis kommentarer