USA's førstedame takker af: Vi står for altid i gæld til jer

Melania Trump gentager i afskedshilsen, at vold ikke kan retfærdiggøres. - Men vær passioneret, siger hun

Trump udelukket fra Twitter pga. frygt for vold i USA.

Onsdag overtager demokraternes Joe Biden præsidentposten, mens Donald Trumps fireårige præsidentperiode slutter.

Dermed slutter perioden som USA's førstedame også for Trumps hustru, Melania Trump.

Mandag siger hun i sin sidste tale som førstedame, at Trump-parret 'for altid står i gæld' til den amerikanske befolkning.

- Det har været den største ære i mit liv at tjene som førstedame for USA, siger hun i en syv minutter lang tale på sin Twitter-profil.

Ligesom hun gjorde for en uge siden, siger hun igen ovenpå urolighederne i Kongressen, at vold er uacceptabelt.

- Vær passioneret i alt du gør, men husk altid, at vold aldrig er svaret og aldrig kan retfærdiggøres, siger Melania Trump.

Hun sender blandt andet en hilsen og tak til landets soldater og politi, ligesom hun nævner de mange ansatte, der spiller en rolle under den igangværende coronapandemi, der har ramt USA hårdt under Trumps tid som præsident.

- Imens verden fortsat står over for covid-19, takker jeg alle læger, sygeplejersker, sundhedspersonale, fabriksansatte og lastbilchauffører og så mange andre, der arbejder for at redde liv. Vores tanker er med de familier, der har mistet en elsket på grund af pandemien, siger hun.

En stor del af afskedstalen handler desuden om hendes arbejde i kampagnen 'Be Best', der er et initiativ, hun startede i 2018.

'Be Best' har til formål at sætte fokus på opioidkrisen i USA, hvor tusinder igennem de seneste år har mistet livet på grund af misbrug af smertestillende opioid-præparater.

Initiativet har også sat fokus på børns sikkerhed på internettet.

Melania Trump er den anden førstedame i amerikansk historie, som ikke er født i USA.

Hun blev født i 1970 i Slovenien i det tidligere Jugoslavien. Hun blev døbt Melanija Knavs.

Som ung arbejdede hun som model og studerede design og arkitektur.

Modelarbejdet bragte hende i 1996 til USA. Her mødte hun den næsten 24 år ældre rigmand Donald Trump, og i 2005 blev hun hans tredje hustru.

Året efter blev hun amerikansk statsborger.

Sammen med Donald Trump har hun sønnen Barron, der blev født i 2006.

29 kommentarer
Vis kommentarer