USA's tidligere udenrigsminister George Shultz er død

George Shultz var med til at forme USA's udenrigspolitik i den kolde krigs sidste år. Han blev 100 år

Foto: Ritzau Scanpix/Susan Walsh
Foto: Ritzau Scanpix/Susan Walsh

USA's tidligere udenrigsminister George Shultz er død, 100 år, oplyser universitetet Stanford, som han var tilknyttet.

Han var udenrigsminister under den republikanske præsident Ronald Reagan i 1980'erne og spillede en vigtig rolle under udformningen af USA's udenrigspolitik i slutningen af den kolde krig.

Han havde også poster i regeringer hos de to foregående republikanske præsidenter, Dwight Eisenhower og Richard Nixon.

Shultz døde lørdag i sit hjem i Stanford i Californien, oplyser tænketanken Hoover Institution på Stanford, som han var en del af.

Shultz var kendt som en stærkt konservativ politiker, der bekendte sig til lave skatter og mindre stat.

Men han blev især kendt for at gå imod høgene i præsident Reagans regering, da Mikhail Gorbatjov midt i 1980'erne blev Sovjetunionens leder.

Høgene ønskede en konfrontatorisk linje over for den nye sovjetleder. Men Shultz så Gorbatjov som en anderledes leder, det ville være muligt at forhandle med om nedrustning.

- Gorbatjov er fuldstændig forskellig fra enhver sovjetleder, jeg har mødt, fortalte han dengang til journalister.

Det var hans linje, som Reagan valgte, og som endte med banebrydende aftaler om nedrustning. Det var en politik, som senere førte til opløsningen af det kommunistiske Østeuropa og en demokratisering af disse lande.

Shultz var udenrigsminister fra 1982 til 1989.

Inden da havde han været finansminister og arbejdsminister under præsident Nixon.

Han var en prominent støtte for George W. Bush, da texaneren blev valgt til præsident i 2000. Han arbejdede helhjertet for Bush-doktrinen om nødvendigheden af at føre præventive krige.

En politik, der inden udgangen af årtiet var kompromitteret af en opslidende krig i Irak. Efter sine år som minister i republikanske regeringer fik han topposten i Bechtel, der er et af verdens største byggefirmaer.

Modsat mange republikanske politikere var han overbevist om klimaforandringerne og behovet for at bremse den globale opvarmning.

Schultz var født og voksede op i New York.

18 kommentarer
Vis kommentarer