Tommy Ahlers afgang fra Folketinget er en skam.
Det mener Venstres Grand Old Lady, Britta Schall Holberg, der har flere ministerposter bag sig samt et sæde i Venstres hovedbestyrelse.
– Jeg begræder virkelig Tommy Ahlers udtræden af gruppen og Folketinget. Det er et tab for partiet. Jeg er dog glad for, at han ikke har meldt sig helt ud, siger hun og fortsætter:
– Desværre er det ikke første gang, at en så dygtig og succesfuld erhvervsmand og iværksætter ikke finder sig helt til rette på Christiansborg. Politik og erhvervsliv er to vidt forskellige måder at tænke på, og det kan være svært.
For få løsninger
Som begrundelse for sin udtræden siger Tommy Ahlers, at ’Politik handler for meget om spillet og for lidt om løsningerne’, og deri mener det nu 80-årige V-koryfæ at kunne se, at Ahlers ikke er faldet rigtigt til i det politiske system.
– Jeg tror overhovedet ikke, at det handler om Jakob Ellemann–Jensen som person eller som leder. For mig at se handler det om en dygtig erhvervsmand, der ikke føler at kunne manøvrere på det politiske felt, og det er jeg ked af, for Ahlers har været en kæmpe gevinst for Venstre netop i kraft af sin baggrund. Han har bidraget med meget, så jeg mener virkelig at det er trist, fastslår Britta Schall Holberg, mens Hans Engell mener, at der må ligge store problemer bag Ahlers exit. Læs mere om det her.
--------- SPLIT ELEMENT ---------