Vagtskifte i Storbritannien: Nu taler Boris for første gang

Briternes nye premierminister lovede onsdag befolkningen, at han vil sikre briterne en godkendt skilsmisseaftale med EU før oktober

Boris Johnson lovede et 'no buts brexit' i sin første tale til folket. Video: AP

Onsdag eftermiddag er det officielt.

Boris Johnson er kort før klokken 17 dansk tid indsat som ny premierminister i Storbritannien.

Se også: Boris Johnson er ny premierminister

Klokken 17 gik briternes nye premierminister, den 55-årige Boris Johnson, så på talerstolen uden for Downing Street 10 i London for at adressere befolkningen i sin første tale som ny mand i spidsen for det splittede land, der fortsat ikke har haft succes med at melde sig ud af EU.

Den konservative Boris Johnson vandt formandsvalget, og dermed premierministerposten, fordi han gennem valgkampen forsikrede briterne om, at han er manden, der efter flere turbulente år med forgængeren Theresa May kan levere brexit.

Derfor var briternes udmelding af EU også være en central del af Johnsons tale til befolkningen.

- Jeg er sikker på, at vi nok skal klare den, når vi udtræder 31 oktober. Og jeg lover, at vi vil få en ny og bedre aftale, et endnu bedre samarbejde med vores europæiske allierede, sagde han og tilføjede:

- Brexit var en beslutning, som folket tog. Vi skal respektere den beslutning.

Boris Johnson har gennem sin valgkamp gentagne gange lovet, at Storbritannien vil være ude af ægteskabet med EU inden oktober senere i år.

- Vi venter ikke 99 dage. Det britiske folk har fået nok af at vente. Det er tid til at handle, til at tage beslutninger, at vise stærkt lederskab og til at ændre landet til det bedre, fortalte Johnson.

Følg med i talen øverst

PORTRÆT: Rebellen Boris Johnson ville være verdens konge

Lyst strithår, en afslappet facon og et hav af kække såvel som opsigtsvækkende bemærkninger.

Boris Johnson, der onsdag formelt har overtaget posten som premierminister i Storbritannien, lignede i mange år et kontroversielt bud til posten.

Johnson er født og opvokset som den ældste i en søskendeflok på fire. Tidligt viste han sig som lidt af en rebel, der gav anderledes svar:

- Jeg vil være verdens konge, var ifølge hans søster Rachel Johnson det svar, han gav, når de voksne spurgte, hvad han ville være, når han blev stor.

Johnson studerede i perioden 1983-1987 klassisk kultur på Oxford University. Hurtigt efter at han havde afsluttet sit studie, fik han arbejde som journalist. Først på avisen The Times og siden på The Daily Telegraph.

Fra 1989 til 1994 var han korrespondent i Bruxelles.

Her blev han hurtigt berømt og berygtet for at stille kritiske spørgsmål og skrive skæve historier om det europæiske samarbejde. Flere tidligere kolleger har fortalt, hvordan Johnson sommetider berettede om en noget anden EU-virkelighed end den, de mente at kunne dokumentere.

I 2001 blev han medlem af det britiske parlament for Det Konservative Parti. Inden han i 2008 kunne kalde sig borgmester i London. Her sad han frem til 2016.

Det EU-kritiske blik har Johnson aldrig lagt fra sig. Ved brexitafstemningen i 2016 blev han efter en del vaklen en af de førende fortalere for, at Storbritannien skulle forlade unionen.

Johnson blev udnævnt til udenrigsminister, da Theresa May trådte til som premierminister. Han gik af i juli 2018 i protest mod netop Mays brexitkurs.

Trods sit politiske virke har han ikke skruet ned for sine kontroversielle udmeldinger.

Boris Johnson har sammenlignet burkaklædte kvinder med postkasser og beskyldt den snart tidligere premierminister Theresa May for at iklæde den britiske forfatning en selvmordsvest.

Den opsigtsvækkende facon forhindrede ikke Johnson i at tage førertrøjen, da han meldte sit kandidatur til posten som premierminister, efter at May i maj varslede sin afgang.

Med stor vægt på at han vil trække briterne ud af EU, når forlængelsen udløber den 31. oktober, cruisede han gennem samtlige afstemninger.

I sikker stil friserede han håret og kørte direkte mod premierministerens embedsbolig, Downing Street 10, hvor han nu har sin officielle adresse.

Slumrende kæmpe
Briternes nye premierminister talte med begejstring om fremtiden for Storbritannien foran sin nye embedsbolig. Samme optimisme var der også at spore i Johnson sejrstale tirsdag.

- Vi skal levere brexit, vi skal forene landet, og vi skal slå Jeremy Corbyn (leder af oppositionspartiet Labour, red.), sagde Johnson i sin sejrstale foran jublende konservative partimedlemmer.

- Vi er den slumrende kæmpe, der kaster al tvivl til side, lød det videre fra den karismatiske nyvalgte premierminister.

Foruden EU løftede Boris Johnson sløret for, hvordan han vil forbedre økonomien, infrastrukturen, uddannelse og politiet under sin regeringstid.

Blå bog

Alexander Boris de Pfeffel Johnson

Født 19. juni 1964 i New York

Tidligere ægtefæller: Allegra Mostyn-Owen (1987 -1993) og Marina Wheeler (1993-2018)

Børn: 5

Premierminister: juli 2019 -

Udenrigsminister: 13. juli 2016 – 9. juli 2018

Borgmester i London: 4. maj 2008 – 9. maj 2016

Tak fra May
I kongeblå spadseredragt og med sit korte, grå hår strøget tilbage talte May umiddelbart før sin efterfølger til de fremmødte journalister og medarbejdere fra Downing Street.

I talen takkede May både dem, hun har arbejdet sammen med, og de britiske borgere for tilliden.

- Tak, fordi I har sat jeres lid til mig, og fordi I har givet mig chancen, sagde May, mens hendes mand, Philip May, stod ved hendes side.

Theresa May påpegede, at økonomien i landet er forbedret med hende ved roret, og at hun har kæmpet for britiske værdier internationalt.

Kort efter satte den afgående leder kurs mod den britiske dronning på Buckingham Palace, hvor hun formelt indgav sin opsigelse.

May meddelte sin afsked i maj, efter at hun måtte opgive at få opbakning i parlamentet til den skilsmisseaftale, som hun havde forhandlet med EU.

Den endelige deadline for brexit er udskudt til 26.oktober 2019.

Boris Johnson er altid god for et stunt foran kameraet. Her ses han i går foran de konservatives hovedkvarter, da det stod klart, at han er landets nye premierminister .REUTERS/Toby Melville /Ritzau Scanpix Politik - 24. jul. 2019 - kl. 09:26 Bulderbassen Boris: Skandaler på stribe

Se også: Efter Boris' sejr: Finansminister trækker sig

Se også: Ny premierminister i Storbritannien: Erhvervslivet frygter det værste

216 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere