Ærlig Løkke i nat: Den er gået - den er skredet

Ekstra Bladet mødte Lars Løkke i nat til en samtale om behandlingen af samfundets svageste. Og om hans egen formentlig forestående exit. En omvendt 'den er hjemme', erkender statsministeren

Løkke åbnede i går op for en SVR-regering. Mads Kastrup og Henrik Qvortrup analyserer udmeldingen. Producer: Martin Lorentsen

- Jeg smutter sgu.

Klokken var kvart i midnat, da statsminister Lars Løkke Rasmussen på nudansk tager afsked med Vesterbro og gadens folk. Han kryber ind på bagsædet af sin BMW. Færdig. Efter en lang dag. Færdig med sit borgerlige projekt.

Hele denne sidste dag af valgkampen er gået med at gøre kur til socialdemokrater og radikale. Det gør en mand træt.

Vi befinder os på absolut sidste stop. På valgkampens absolut sidste dag. Fogh gjorde det til en tradition at spise shawarma på Strøget. Den tradition fortsatte Løkke for fire år siden, men ikke i år. Det er der for meget Fogh over.

I stedet befinder vi os på Istedgades skarpeste hjørne.

I Lille Istedgade
To narkomaner er åbenlyst i gang med at fixe, da Lars Løkke går ind i det barske rum, som er entréen på Mændenes Hjem. Bænke og borde er boltet fast.

Statsministeren har været her før og kender flere af de skæbner, som brugerne her bærer på. En mor har mistet en datter. Løkke lægger en arm om hendes skuldre og lytter. Trøster, så godt han kan.

- Det minder os om, hvad det hele handler om. Når vi taler om, hvad alle os mellemklassedanskere skal have af tilbud. Det er meget godt at blive mindet om, hvordan der er er nogen, der har det.

Sådan starter Løkke samtalen med Ekstra Bladet. Vi står i Lille Istedgade. Om lidt går turen mod Marienborg. En af de formentlig sidste ture i ministerbilen.

- Så betyder et statsministerjob, der muligvis er på vej væk, pludselig ikke så meget?

- Det betyder lidt mindre, ja. Kender du Jacobs historie?

Hele lortet
Løkke taler om en af gadens folk. Jacob er narkoman og sidder i kørestol.

- Du ser skarp ud i dag, sagde Løkke, da de kort forinden mødte hinanden.

- Der er krudt i røven på mig. Jeg har også været der i dag, erkender Jacob med henvisning til sit misbrug.

Løkke fortæller Jacobs historie i korte træk:

- Han bor i en lejlighed nede sydpå, som brænder ned. Han bliver ikke ordentligt genhuset. Han får ikke tilskuddet.

- Han ender på gaden i lort og pis. Det er helt forfærdeligt.

- Ved du, hvad Jacob siger? Privatisér hele lortet, og giv frit valg. De er så trætte af at blive puttet i kasser. Den ene ved ikke, hvad den anden gør.

- Vi burde hanke op dér. Det er relativt få mennesker, som vi kører efter et regelsæt, der matcher i gåseøjne almindelige mennesker, ik'. De falder ned. De har ADHD. De er stofmisbrugere. De skal være stoffri, før de kan få medicin. Altså, systemet kører rundt med mennesker. Det handler ikke om penge.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Løkke taler med sin bekendte Jacob med kasketten ved Mændenes Hjem. Foto: Anthon Unger
Løkke taler med sin bekendte Jacob med kasketten ved Mændenes Hjem. Foto: Anthon Unger
 

 

- Det virker, som om at selvom du har sagt de ting, du har sagt i dag om regeringssamarbejde over midten, så ved du godt, at du med meget stor sandsynlighed er ved at aflevere nøglerne?

- Det kommer ikke til at ske i morgen. Hehe.

- Så ikke i morgen, men dagen efter?

- Sådan er det, når der er valg, ik'. Det er det omvendte af, at den er hjemme. Den er gået. Den er skredet.

- Det bliver svært det her. Selvfølgelig bliver det det.

- Men det bliver svært for alle. Uanset om kuglen kommer ud på rød eller blå.

Magtesløs med magten
- Hvis du ikke skal være statsminister mere, er det sådan noget her socialt arbejde, du vil?

- Ikke fuldtids. Nu ved jeg godt, at I ikke gider høre om det på Ekstra Bladet, men sidst, jeg tabte nøglerne, der lavede jeg LøkkeFonden. Så har I skrevet stolpe op og ned og betvivlet mine motiver. Men lad nu det være.

- Jeg gjorde det, fordi jeg havde lyst. Det kunne jeg godt have lyst til at gøre noget mere. Altså, der er nogle mennesker hér, der bliver glemt. Uden grund. Det handler ikke om penge. Det handler om fokus. At nogen bruger nogen kræfter på, hvad fanden er op og ned i det her.

- Føler du dig magtesløs, når du oplever mennesker, der har det sådan her, selvom du har befundet dig i toppen af dansk politik så lang tid?

- Jo, jo. Men det er en daglig oplevelse.

- Du ved, jeg synes, der er mange ting i det her samfund, som ikke fungerer, selvom vi har besluttet, det skal fungere. Vi har heller ikke besluttet, at københavnske daginstitutioner - dem som var på TV2 - ikke havde professionel børnekontakt.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen. Foto: Jonas Olufson Valg19 - 4. jun. 2019 - kl. 19:48 Løkke klar til udsalg

Statsministeren var utilfreds med tidsstyringen under 'Demokratiets aften' på DR i aftes. Foto: Jonas Olufson. Valg19 - 4. jun. 2019 - kl. 19:24 Det så du ikke på tv: Løkke satte vært på plads

Det er hele tiden
- Der er bare også en anden side af den mønt: Der er rigtig, rigtig, rigtig, rigtig mange ting, der fungerer. Det er der virkelig.

- Det er hele tiden. Bare så det ikke er noget, jeg står og finder på (Løkke finder sin mobil telefon frem, og læser en sms op): 'Min hustru har haft kræft det sidste år. Nu har jeg selv mærket, hvor meget positivt din politik på det område har betydet'.

- Sådan nogle beskeder kommer der. Sådan nogle beskeder kommer hver dag. Så der er meget, som fungerer.

- Står du og bliver lidt sentimental?

- Det gør jeg sgu ikke. Jeg er bare almindelig træt. Det gemmer vi, til der bliver brug for det. Jeg står heller ikke og skriver erindringer. Eller 'Befrielsens Øjeblik 2'.

- Jeg synes, du er lidt på vej.

- Nej, i morgen kæmper vi videre.

Løkke, der selv er uddannet jurist, læser Gadejuristens folder til stofmisbrugere, som bliver taget af politiet med stoffer. - Jeg må hellere beholde den, siger Løkke spøgefuldt om det lille huskekort af plastik, som juristerne har fremstillet. Foto: Anthon Unger
Løkke, der selv er uddannet jurist, læser Gadejuristens folder til stofmisbrugere, som bliver taget af politiet med stoffer. - Jeg må hellere beholde den, siger Løkke spøgefuldt om det lille huskekort af plastik, som juristerne har fremstillet. Foto: Anthon Unger

 

793 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere