Connie Hedegaard slutter sig til ung svensker i dansk klimademo

Arrangørerne af Folkets Klimamarch forventer mange tusinde deltagere til demonstration 25. maj

Connie Hedegaard vil gå med Greta Thunberg, når hun besøger Danmark 25. maj. Foto: Osama Faisal
Connie Hedegaard vil gå med Greta Thunberg, når hun besøger Danmark 25. maj. Foto: Osama Faisal

Den svenske skoleelev Greta Thunberg får selskab af blandt andre Connie Hedegaard, når hun gæster dansk demonstration for klimaet 25. maj i København.

Det oplyser arrangørerne af Folkets Klimamarch i en pressemeddelelse.

Thunberg er kendt for sit engagement inden for den grønne omstilling, og hun holdt blandt andet tale ved klimatopmødet Cop 24 i Polen sidste år.

- Det er utrolig vigtigt, at politikerne forstår, hvor vigtigt klimaspørgsmålet er for de danske borgere. Derfor går vi under valgkampen for at skabe størst mulig opmærksomhed, udtaler medarrangør Asta Viktoria Jakobsen.

33.000 interesserede
Ifølge arrangørerne har 33.000 angivet, at de deltager, eller at de er interesserede i at deltage, på Facebook. Sidste år gik 15.000 mennesker på gaden i København til Folkets Klimamarch.

- I de næste år skal hensigter i den grad følges op af handling. De næste skridt i klimakampen bliver sværere for de folkevalgte.

- Derfor skal Folkets Klimamarch få dage før to vigtige valg sende et utvetydigt stærkt "kom så" til politikerne, udtaler Connie Hedegaard i pressemeddelelsen.

Ud over Hedegaard og Thunberg vil chefredaktøren på Informationen, Rune Lykkeberg, og Anne Lise Marstrand-Jørgensen holde taler.

Folkets Klimamarch vil også afholde demonstrationer i Aarhus, Aalborg,

Odense, Aabenraa, Roskilde, Hillerød, Sønderborg, Skørping, Rønne og Vejle 25. maj.

Arrangørerne håber, at de med årets demonstration kan slå rekorden for den største klimademonstration i Danmark.

Klimatopmødet Cop 15, der blev afholdt i København i 2009, har ifølge arrangørerne rekorden.

88 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere