Dansk by ville ændre stavemåde: Sådan gik afstemningen

Borgere i Hov skulle stemme om byens navn. Et stort flertal ville have den gamle stavemåde, Hou, tilbage

Mens borgere i EU tog stilling til, hvilke parlamentarikere de vil have i Europa-Parlamentet, stod en lille gruppe borgere over for endnu et valg.

På Hou Skole, hvor man kan stemme til EU-valget, kunne borgerne også give deres besyv med om, hvorvidt byen skal hedde 'Hou' eller 'Hov'.

Et klart flertal af borgerne i Hov ser helst, at den gamle måde at stave bynavnet på, kommer tilbage, således at byen staves Hou.

Det fortæller Jon Jensen, der er formand for 'Hou Fællesforum - Lokalråd for Hou og Omegn', som har taget initiativet til afstemningen. 

844 borgere satte kryds ved 'Hou', mens 49 satte kryds ved 'Hov'. Omkring 1500 vælgere havde mulighed for at stemme.

Havde klar fornemmelse
Nok havde formanden regnet med, at udfaldet ville blive sådan, men han er overrasket over fordelingen af stemmer.

- Vi havde en klar fornemmelse af, at folk helst ville have det stavet sådan, og derfor ville vi lave denne her afstemning, siger han.

Byen, der ligger i Odder Kommune, staves officielt 'Hov', men flere steder er der skilte, hvor der står 'Hou'. 

Ligesom størstedelen af vælgerne stemte Jon Jensen også for, at byen skulle hedde Hou.

- Det er det, som forretningerne, skolen, institutioner og langt de fleste borgere bruger i det daglige, så synes vi at det er ret misvisende, at det officielt hedder Hov, siger han.

- Derfor, synes vi, det var på tide at forsøge at få det lavet om.

Det rigtige er 'Hou'
Ad flere omgange har byens navn været diskuteret. Men på et tidspunkt har Kulturministeriet slået fast, at byen hedder 'Hov'.

Imidlertid har flere af byens beboere og lokaludvalget ment, at det rigtige navn altid har været 'Hou', som også tidligere blev brugt.

Afstemningen er vejledende og skal give en indikation på, hvad borgerne ønsker, at byen hedder. 

Næste skridt i processen bliver, at lokalrådet vil søge om støtte hos Odder Byråd for at få opbakning til ændringen.

Derefter er det ifølge Odder Kommunes hjemmeside op til Kulturministeriets Stednavneudvalg at bestemme, hvorvidt byen officielt skal ændre navn.

76 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere