Dansk Folkeparti vil afskære flygtninge fra familiesammenføring

Selvom antallet af familiesammenføringer til flygtninge er faldet voldsomt vil Dansk Folkeparti stramme mere

Dfs Martin Henriksen forslår, at familiesammenføring kun skal være muligt for personer med permanent opholdstilladelse. Foto: Per Rasmussen
Dfs Martin Henriksen forslår, at familiesammenføring kun skal være muligt for personer med permanent opholdstilladelse. Foto: Per Rasmussen

I et nyt udspil, der indeholder flere stramninger på udlændingeområdet, foreslår Dansk Folkeparti, at familiesammenføring kun skal være muligt for personer med permanent opholdstilladelse.

Det vil betyde, at det vil tage omkring otte år, for flygtninge kan blive genforenet med deres familie ifølge udspillet.

- Med vores politik har vi fået banket antallet af familiesammenføringer ned. Men det skal endnu længere ned.

- Også folk, der i fremtiden kommer til Europa, skal forstå, at Danmark ikke er et land, de skal søge til. Og i forhold til dem, der allerede er her, vil vi sige, at de må finde et andet sted at blive forenet med deres familie, siger udlændingeordfører i Dansk Folkeparti Martin Henriksen.

Antallet af familiesammenføringer til flygtninge er faldet voldsomt. I 2015 blev der familiesammenført 2575 ægtefæller og 5517 mindreårige børn til flygtninge.

I 2018 var tallene 493 ægtefæller og 643 børn. I 2019 - til og med april - er der familiesammenført 110 ægtefæller og 159 mindreårige børn til flygtninge.

- Det er fuldstændigt rigtigt, at antallet er faldet markant. Det er jo på grund af den politik, der er ført.

- Men vi kan ikke hvile på laurbærrene. Antallet kan lynhurtigt stige igen, og derfor må vi hele tiden undersøge mulighederne for at gennemføre nye tiltag, siger Martin Henriksen.

Dansk Folkeparti har været støtteparti for den Venstre-ledede regering de sidste fire år. I den periode er der ifølge Udlændinge- Integrationsministeriet gennemført 114 stramninger på udlændingeområdet. 14 af disse for familiesammenføring.

Alligevel mener Martin Henriksen, at Dansk Folkeparti har været bundet af regeringen og at det er derfor, man ikke har kunnet gennemføre stramningerne tidligere.

- Det kedelige, men ærlige svar er, at der skal være et flertal for tingene. Hver gang vi har foreslået en stramning, har vi skullet overbevise de andre partier.

- For det er kun Dansk Folkeparti, der ønsker at stramme yderligere op på udlændingepolitikken.

213 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere