Desperat Løkke skrev til slotsejer: Skaffede luksus-ophold til Sólrun

Ejer af Dragsholm Slot sikrede familien Løkke eksklusivt ophold efter nød-sms fra Løkke. Uklart, hvem der betalte

Henrik Qvortrup kommenterer sagen her. Producer: Martin Lorentsen

Lars Løkke Rasmussen (V) er igen havnet i en sag om det, eksperter betegner som en problematisk vennetjeneste.

Det sker på baggrund af en sms-korrespondance mellem Løkke og ejeren af det eksklusive Dragsholm Slot på Sjælland, Mads Bøttger, som Ekstra Bladet i dag kan afsløre.

Slotsejeren kender statsministeren fra Løkkes løbe-netværk på Marienborg. Desuden har Løkke tidligere placeret et stort anlagt regeringsseminar på Dragsholm Slot.

Det var netop Mads Bøttger, Løkke tog kontakt til, da han med kort varsel skulle skaffe en særlig attraktiv julegave til sin hustru, Sólrun.

I sms’en til slotsejeren – dateret 23. december 2016 – forklarede Løkke, at han allerede havde købt et møbel i julegave til sin hustru. Alligevel manglede der ’et eller andet’, mente statsministeren.

’Kan vi slå en hurtig handel af om en fredag til søndag på Dragsholm Slot (...) i løbet af foråret? (...) Bh. – og tak fordi du gad løbe med – Lars Løkke’, skrev statsministeren derfor i sms’en.

Artiklen fortsætter under billedet

Løkke i gavenød sendte lillejuleaften en sms til sin løbeven, ejeren af Dragshold Slot, Mads Bøttger. Derefter skaffede slotsejeren et weekendophold til Sólrun. Foto: Rekonstruktion
Løkke i gavenød sendte lillejuleaften en sms til sin løbeven, ejeren af Dragshold Slot, Mads Bøttger. Derefter skaffede slotsejeren et weekendophold til Sólrun. Foto: Rekonstruktion
 

Gastronomiophold
Den plan var slotsejeren – der kan prale af en Michelin-stjerne – med på.

Samme dag oprettede Mads Bøttger personligt et gavekort på et ’gastronomiophold til to personer’ med en varighed på tre dage. Værdi: 5910 kr.

Dette har Ekstra Bladet set dokumentation for.

’Kære Sólrun. Du inviteres på slotsweekend på Dragsholm Slot med ledsager’, lød det i gavekortet.

Artiklen fortsætter under billederne

Mads Bøttger oprettede og var giveren af gourmet-gavekortet til en værdi af 5910 kroner.
Mads Bøttger oprettede og var giveren af gourmet-gavekortet til en værdi af 5910 kroner.
 

Mads Bøttger skaffede et gavekort til et gourmet-ophold til Løkke-parret. Gavekortet indeholdt en personlig hilsen til Sólrun.
Mads Bøttger skaffede et gavekort til et gourmet-ophold til Løkke-parret. Gavekortet indeholdt en personlig hilsen til Sólrun.
 

Slotejeren havde desuden i sinde at toppe tjenesten til statsministeren ved at få bragt gavekortet ud til Løkkes privatadresse.

Det er nemlig ’nærmest en borgerpligt’ at hjælpe statsministeren, når han er i nød, konstaterede Mads Bøttger over for sine medarbejdere. Samtidig bemærkede slotsejeren, at ’den ene tjeneste er den anden værd’.

Dette har Ekstra Bladets set dokumentation for.

Prestigeprojekt
Det er uvist, hvilke tjenester der skulle være tale om. Men det er et faktum, at Løkke – ud over at lægge et regeringsseminar på Dragsholm Slot – har lagt et godt ord ind for et af Mads Bøttgers prestige-projekter.

I forbindelse med at slotsejeren var ude at løbe med statsministeren i september 2015, viste Løkke interesse for at få realiseret et projekt af stjernekunsteren Olafur Eliassons på Dragsholm Slot.

– Statsministeren syntes, projektet lød utrolig interessant og ville gerne høre mere om det, og om der er noget, han kan gøre, fortalte Mads Bøttger ved den lejlighed i dagbladet Nordvestnyt.

Lars Løkke Rasmussens spindoktor oplyser, at statsministeren ikke har nogen kommentarer til sagen.

OPDATERING 16.20: Trods adskillige henvendelser til Lars Løkke Rasmussens spindoktor om sagen har det indtil nu ikke været muligt at få en kommentar fra statsministeren. Torsdag eftermiddag svarer Løkke imidlertid i et tweet, at han selv har betalt. Statsministeren fremlægger dog ikke dokumentation på betalingen.

Artiklen fortsætter under billedet

Slotschefen og statsministeren tog en rask løbetur under Løkke og hustruens gourmetophold på Dragsholm Slot. Privatfoto
Slotschefen og statsministeren tog en rask løbetur under Løkke og hustruens gourmetophold på Dragsholm Slot. Privatfoto

Spiste Michelin-frikadeller

Da Sólrun Løkke Rasmussen indløste julegaven i selskab med sin mand, stod den på særbehandling i topklasse.

Parret fandt først tid til det eksklusive weekendophold fremme i august 2017.

Her valgte Mads Bøttger at byde på et hjemmestrikket gourmetophold til statsministerparret.

På cykeltur
Slotsejeren stillede således sin private bolig til rådighed til Sólrun og Lars Løkke Rasmussen, da Dragsholm Slot var fuldt booket til et bryllup den pågældende weekend, som var eneste ledige datoer i statsministerparrets kalender.

Ifølge statsministerens Instagram-profil brugte han bl.a. Dragsholm-besøget til en 60 kilometer lang cykeltur med Sólrun i de naturskønne omgivelser, ligesom der blev tid til en løbetur med Mads Bøttger og chefsommelier Peter Fagerland.

Da parret gik til bords, var det ikke bare den sædvanlige femretters Michelin-menu, der stod på programmet. Løkke fik overtalt køkkenchef Claus Henriksen til at lave frikadeller.

Eller ’#MichellinFrikadeller’, som Løkke beskrev dem på sin Instagram.

Den stod på Michelin-frikadeller, da Lars og Sólrun Løkke Rasmussen indløste gaven til weekend-opholdet på Dragsholm Slot. Privatfoto
Den stod på Michelin-frikadeller, da Lars og Sólrun Løkke Rasmussen indløste gaven til weekend-opholdet på Dragsholm Slot. Privatfoto

Eksperter: Rigtig mange alarmklokker ringer

Ekstra Bladet har forelagt dokumentationen for to eksperter. Begge ser med stor alvor på sagen.

– Vores mission er forebyggelse af korruption og bevarelse af integritet, og den slags kommer oppefra, så Ekstra Bladets oplysninger får rigtig mange alarmklokker til at ringe, siger Natascha Linn Felix, formand for den danske afdeling af den anerkendte antikorruptions-organisation Transparency International.

– Alarmklokkerne ringer særligt ved udtryk som at ’slå en handel af’ og ’den ene tjeneste er den anden værd’, når der er tale om et privat og professionelt forhold, fortsætter hun.

– Der er intet i vejen for, at venner gør hinanden tjenester, men man skal ikke misbruge sin betroede magt for egen vindings skyld, siger Natascha Linn Felix.

Ser uheldigt ud
Natascha Linn Felix bemærker, at der ’er ingen tvivl om, at slotsejeren Mads Bøttger får noget ud af den nære relation med Lars Løkke’. På den baggrund påpeger hun:

– Mit råd til Lars Løkke er, at han selv skal købe et gavekort til sin kone. Vi ved ikke, om pengene senere er blevet overført, men det ser rigtig uheldigt ud, når der bliver brugt ord som ’handel’ og ’tjenester, som er den anden værd’. Det giver røde lamper.

– Det er ikke jura, det her, men derimod en relation, som er tæt, og det bliver rigtig uheldigt, når der er en så indforstået dialog om handler og tjenester, som udveksles, siger Natascha Linn Felix.

Moralsk plet
Kurt Klaudi Klausen, professor i offentlig forvaltning ved Syddansk Universitet, kalder Løkkes korrespondance med slotsejeren ’helt uhørt’.

– Der er tale om en noget for noget-logik, som i denne sammenhæng er ovre i returkommission. Denne logik findes i alle mulige sammenhænge, men man kan bare ikke benytte den, når man er i det offentlige. En embedsmand ville blive afskediget på stedet.

– Det er en moralsk plet, der ikke er til at vaske af, lyder det fra Kurt Klaudi Klausen.

Artiklen fortsætter under billedet

Lars og Sólrun tog sig en god cykeltur, da de sammen nød en weekend på Dragsholm Slot.
Lars og Sólrun tog sig en god cykeltur, da de sammen nød en weekend på Dragsholm Slot.

Slotsejer: Jeg har jo ingen fiskekvoter

Da Ekstra Bladet første gang spurgte slotsejer Mads Bøttger til sagen, forklarede han, at Lars Løkke ikke havde fået et gavekort på slotsopholdet.

– Du sagde, at Løkke havde lavet et hjemmelavet gavekort til Sólrun?

– Ja, siger Mads Bøttger, som også ejer 47 procent af restaurantkæden Brdr. Price.

– Men jeg har set gavekortet. Du har jo lavet det. Så jeg ved, at det ikke er rigtigt?

– Et som jeg skulle have lavet?

– Ja, du har lavet det og købt det for 5910 kroner.

– Jeg kan have sendt ham en skabelon, eller en medarbejder har gjort det, som han så selv har udfyldt. Jeg har ikke lavet noget gavekort til ham, siger Mads Bøttger, der dog bliver afsløret af sit eget gavekort-system. Det viser, at direktøren personligt lavede gavekortet.

– Men det er rigtig, at han skrev til mig. Jeg hjalp ham, ligesom jeg hjælper alle andre, der skriver til mig 23. december. Det var en mand, som manglede en julegave til sin kone, siger Mads Bøttger, der mener, at Løkke har betalt for slotsweekenden med en bankoverførsel.

– Det er formentlig sket efter opholdet. Så er der sendt en faktura, siger Mads Bøttger.

– Hvad skulle min interesse være i at give ham opholdet? Jeg vil da gerne være gode venner med statsministeren og har deltaget i hans løbeklub. Men han var en gæst som alle andre.

– Han boede i dit private hus?

– Det er der masser, der har. Det er helt almindeligt.

– Gavekort er oprettet i dit navn?

– I mit navn ... Det er selvfølgelig mig, der har bedt receptionen om det. Selvfølgelig gjorde vi, hvad vi kunne for at hjælpe ham. Men det er der ikke noget unormalt i.

– Den ene tjeneste er den anden værd?

– Men hvilken tjeneste skulle jeg ønske fra ham? Jeg har jo ikke nogen fiskekvoter. Jeg har ingen interesse i det. Jeg vil gerne være imødekommende over for gæsterne.

– Har du overfor dine medarbejdere givet udtryk for, at den ene tjeneste er den anden værd?

– Det kan jeg ikke huske. Men det kunne jeg også have sagt, hvis direktøren for et firma skrev til mig 23. december. For selvfølgelig er det ubelejligt at lave gavekort lillejuleaften.

– Men efter de har haft regeringsseminar hos os, og jeg har været ude at løbe med ham nogle gange, så fandt han det vel naturligt at skrive til mig.

Fakturaen er betalt
Efterfølgende har Mads Bøttger sendt følgende via sms til Ekstra Bladet:

’Så har jeg undersøgt forløbet. 23/12-16 blev der pr. mail udstedt et midlertidigt ikke-aktiveret gavekort til lejligheden. Opholdet bliver booket i sensommeren, og der fremsendes efterfølgende faktura på det aktuelle ophold og forplejning. Denne faktura er betalt. PET betalte ved afrejsen for indkvartering og forplejning. Jeg kan i henhold til gældende branche-politik ikke udlevere nogle dokumenter.’

Dermed har Ekstra Bladet ikke set dokumentation for, hvem der har betalt for gourmetopholdet.

Løkke og tjenesterne

2016: Ferieophold i Skagen

Lars Løkke Rasmussen og familien holdt ferie i den næstdyreste sommeruge i kvotekongen John-Anker Hametner Larsens sommerhus. Et lignende sommerhus i Skagen koster i samme uge ca. 10.000 kroner. Ifølge Lars Løkke Rasmussen var opholdet en fødselsdagsgave fra John-Anker Hametner Larsen til Løkkes 50-års fødselsdag i 2014. På det tidspunkt havde Løkke og storfiskeren kendt hinanden i få måneder.

2015: Med skandalechef på Mallorca

Lars Løkke Rasmussen var på forårsferie under mondæne forhold med it-topchefen i Atea, Claus Hougesen, som kort efter blev varetægtsfængslet i en af de største korruptionssager i danmarkshistorien.

Løkke og Atea-chefen boede sammen i den tiltalte topchefs eksklusive luksusvilla, som ligger i det mondæne Port d’Andratx på Mallorca.

2011: Afslapning med Sólrun og søn

Efter valgnederlaget i 2011 gav Venstre en ferie til formanden Lars Løkke Rasmussen på Mallorca. Hustruen og den yngste søn fik også betalt deres rejse.

Det indrømmede Venstre-toppen senere i et brev til partiets medlemmer, hvor feriegaven blev beskrevet som en helt almindelig gestus i Venstre.

2010: Shop-amok på Venstres regning

Ekstra Bladet afslørede i 2014, at Lars Løkke Rasmussen i løbet af ti måneder i 2010 og 2011 købte tøj for ikke mindre end 152.000 kroner på Venstres regning i Løkkes foretrukne herretøjsbutik, Zornig, på Frederiksberg.

Løkke forklarede om sagen, at det tøj, der var ’udtaget til privat brug’, blev betalt af ham selv. Han nægtede dog at svare på, hvor meget tøj der var købt – eller hvad han havde givet for det.

1789 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere