Efter offentligt skænderi: Hiver Alternativet-profil i retten

Kim Hyttel hiver Alternativets profil på Christiansborg Torsten Gejl i retten efter skænderi i pressen om møgsager

Kim Hyttel. Privatfoto
Kim Hyttel. Privatfoto

Den interne uro i Alternativet fortsætter for fulde gardiner.

Midt i valglkampen trækker partiets spidskandidat i Sydjylland ved sidste valg, Kim Hyttel, nu sin partikammerat, beskæftigelsesordfører Torsten Gejl, i retten.

Det kan Ekstra Bladet i dag fortælle, efter de to i sidste måned for i totterne på hinanden om de mange møgsager i det grønne parti.

Torsten Gejl. PR-foto
Torsten Gejl. PR-foto
 

- Torstens reaktion på, at jeg mener Uffe Elbæk bør gå af, er endnu et eksempel på, at toppen i Alternaitvet ikke kan stikke en kæp i en lort uden at ødelægge både kæp og lort. Jeg har valgt at stævne ham for injurier, efter de ting, han har sagt.

Se også: Uro i Alternativet: Uffe må gå af

Konkret har Hyttel stævnet Torsten Gejl, efter de to partikammerater i sidste måned var ude i et offentligt skænderi i Ekstra Bladet om Alternativets leder, Uffe Elbæk. Hyttel opfordrede i klare vendinger Uffe Elbæk til at trække sig efter møgsag på møgsag i Alternativet.

Det fik Torsten Gejl til at kalde Hyttels kritik for 'en gal mands værk'. Og denne bemærkning mener Kim Hyttel er injurierende.

- Jeg har forsøgt at give Torsten Gejl alle muligheder for dialog og for at undskylde. Men jeg har intet hørt fra ham. Det siger alt om en ledelse, der ellers bryster sig af at være dialogorienteret og gå efter ny politisk kultur. Derfor ser jeg ikke andre muligheder end at tage sagen i byretten, siger Kim Hyttel.

Sagen er allerede meldt til Københavns Byret, som ifølge Kim Hyttel har godkendt den.

Det sagde han:

Torsten Gejls udtalelser, da Kim Hyttel opfordrede Uffe Elbæk til at trække sig:

- Jeg synes, det lidt lyder som en gal mands værk, lyder Gejls respons på kritikken.

- I løbet af påsken har han kontaktet mig flere gange med den ene rablende konspiration efter den anden. Det er langt ude. Vi havde ikke haft Alternativet, hvis det ikke var for Uffe. Jeg har kendt ham meget længere end Kim, og jeg synes, at Uffe er en udmærket leder.

Hyttels kritik kom efter i kølvandet på anklager om rod i regnskabet, som Ekstra Bladet i april kunne beskrive. Blandt andet har en tidligere kasserer i partiet meldt Alternativet til Folketingets øverste organ, Præsidiet, for mistanke om regnskabsrod.

Dengang sagde Hyttel:

- I min optik har han sat sin troværdighed og politiske kapital over styr, og ethvert håb om en parlamentarisk fremtid for Alternativet beror på, at han træder tilbage som politisk leder før valget. Vælgerne er simpelthen stået af på ham. Han er 'dead man walking', siger Kim Hyttel, der uden for det politiske arbejde har markeret sig som musikproducer for store navne som Kim Larsen, Sort Sol og Johnny Madsen.

Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Torsten Gejl.

Alternativets møgsager

Møgsagerne begyndte for alvor at regne ned over Alternativet op til kommunalvalget i 2017.

Fremmedstyring og soloridt
Det kom frem, at en af partiets kandidater i København Stine Bardeleben Helles havde valgt at trække sig. I en intern mail kritiserede hun partiledelsens 'fremmedstyring' af lokalafdelingen i København. Desuden pegede hun på, at partiets spidskandidat i hovedstaden, Niko Grünfeld, var gået solo i sagen om det omdiskuterede boligbyggeri på Amager Fælled.

Krænkelser
Fem dage før kommunalvalget kunne Jyllands-Posten fortælle, at en krænkelsessag havde ramt Alternativet. Et ungt partimedlem havde efter en fest haft en grænseoverskridende oplevelse med en ældre medarbejder hos partiet på Christiansborg. Sagen førte til en overgrebsanklage, som blev meldt til politiet, men ifølge den anklagede blev der ikke rejst sigtelse. Den pågældende medarbejder blev fyret, men kort tid efter blev den vedkommende alligevel ansat i et projekt i udlandet.

Efterfølgende har Mathilde Boesen, der er tidligere næstforperson i partiet, stået frem og fortalt om krænkelsesagen. I Jyllands-Posten rettede hun en hård kritik af partiledelsens ageren.

– Selve håndteringen føltes som endnu et svigt, sagde hun til avisen.

Jyllands-Posten har desuden kunnet fortælle, at en anden ledende medarbejder i partiet havde  fået en skriftlig advarsel for at have optrådt i strid med partiets værdier.

Pik i slap tilstand
Jyllands-Posten kunne desuden berette, at ansatte i Alternativet var blevet opfordret af pressechef Magnus Haslebo til at sende billeder af deres 'pik i slap tilstand'. Opfordringen kom i en intern mail til partiets medarbejdere og folketingsgruppen. Billederne skulle bruges i forbindelse med en 100-års fødselsdag på Alternativets stamværtshus, Centralhjørnet, så partiet kunne give 'en lille fiffig collage'. Magnus Haslebo bemærkede, at partiets leder, Uffe Elbæk, 'selvfølgelig er med på idéen'

Fest på sexklub
Dagen før kommunalvalget frarådede gruppeformand René Gade sine kollegaer at deltage i en valgfest, som Alternativet i København skulle afholde. Festen skulle holdes på baren Monastic, der både kunne byde på en 'fuckswing' og 'dark room'.

Grünfelds dyre møbler
I oktober sidste år røg Alternativets kulturborgmester Niko Grünfeld ud i en møgsag, da Radio24syv afslørede, at han havde brugt 130.000 kroner på at indrette sit borgmesterkontor med designermøbler. Blandt indkøbene var tre borde til 36.000 kroner, to bænke til 14.000 kroner og en specialdesignet daybed til 10.000 kroner. Grünfeld gik ellers til valg på en 'bæredygtig indkøbsordning' i kommunen, hvor der skulle tages 'sociale' og 'økonomiske' hensyn. Niko Grünfeld trak sig som borgmester oven på sagen.

173.790 kilometer i et flysæde
I løbet af tre år lykkedes det Alternativets daværende politiske ordfører, Carolina Magdalene Maier, at tilbagelægge mindst 173.790 kilometer i et flysæde. Det kunne bloggen Free Speech Blog fortælle. Om nogen har Alternativet ellers klimaet som en mærkesag.På Facebook erkendte Carolina Magdalene Maier da også, at hun havde fløjet for meget. Desuden har Ekstra Bladet kunnet afdække, at Uffe Elbæk ligeledes havde været en ivrig kunde hos luftfartsselskaberne.

Mistanke om regnskabsrod
Senest har Ekstra Bladet afsløret, at en mistanke om uregelmæssigheder i regnskaberne for Alternativets folketingsgruppe er blevet sag for myndighederne. Bag anmeldelsen til Folketingets øverste instans, Præsidiet, står den tidligere kasserer i partiet, Theis Krarup Hansen.

– Der er en problemstilling omkring rod i økonomien. Der er blevet udvekslet beløb mellem landsorganisationen og Alternativets folketingsgruppe på Christiansborg. Det er ret nemt at se, at der ryger penge fra landsorganisationen til Christiansborg, men jeg har ikke kunnet få indblik i, hvad der så sker med dem derfra, forklarer han.

51 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere