Ekstremt hårdt slag for Løkke: Gade i frådende angreb

Venstres store stemmesluger ved søndagens valg langer i interview voldsomt ud efter Lars Løkke Rasmussen

Hør hele Henrik Qvortrups analyse af sagen her.

Den ene af Venstres to store stemmeslugere ved europaparlamentsvalget i søndags, Søren Gade, langer efter sit historisk gode valg voldsomt ud efter partiets formand og landets statsminister, Lars Løkke Rasmussen.

Det sker i et interview med Nordjyske.

- Der var én, der i dag sagde til mig: 'Nu bliver du Lars Løkkes bedste ven, i hvert fald de næste ni dage'. Men du kan tro, jeg ikke skal ud og hænge på bannere sammen med Lars Løkke. Jeg passer på min egen troværdighed, tordner Søren Gade i interviewet.

201.626 personlige stemmer
Søren Gade fik 201.626 personlige stemmer ved valget og var kraftigt medvirkende til, at Venstre fik fire mandater i parlamentet.

Det på trods af, at Søren Gade kun var nummer fire på Venstres opstillingsliste.

Dertil kommer, at Gade ifølge eget udsagn ingen hjælp fik fra Venstre til at høste stemmer i Østdanmark.

- På Sjælland har der ikke været én plakat med mig. Det er jo partiets valg, men på et tidspunkt blev jeg ærlig talt så irriteret, at jeg købte nogle annoncer på Sjælland bare for at vise flaget, siger Søren Gade.

Kold luft
Søren Gade og Lars Løkke Rasmussen har været på kollisionskurs i en årrække efter Lars Løkke Rasmussen i forlængelse af det seneste valg undlod at give Gade en tungtvejende ministerpost i VLAK-regeringen. I stedet måtte Gade tage til takke med posten som gruppeformand.

Det på trods af, at Søren Gade spillede en central rolle i formandsopgøret i Venstre i 2014, hvor Løkke med Gades opbakning med nød og næppe overlevede et kupforsøg fra Kristian Jensen.

Hårdt slag for Løkke
Ifølge Ekstra Bladets politiske kommentator Henrik Qvortrup, kan Gades skarpe kommentarer blive et problem for Venstre i slutsspurten op til folketingsvalget på onsdag i næste uge.

- Den gør rigtigt ondt. Man skal tænke på, at det er en del af Lars Løkke Rasmussens plan at bruge succesen fra EP-valget i den sidste del af valgkampen. Derfor gør det ekstremt ondt, når Søren Gade går ud og siger, han ikke vil hænge på samme plakat som statsministeren, lyder analysen fra Qvortrup.

- Engang var relationen mellem de to rigtig fin. I dag er den nærmest betændt. De to kan ikke udstå synet af hinanden.

Alligevel har Venstre brug for Gade.

- Gade kan alt det i forhold til de jyske vælgere, som Lars Løkke Rasmussen ikke kan. De jyske vælgere bryder sig ikke om Lars Løkke, som de ser som en bilagsfusker. Her ville Løkke gerne bruge Søren Gade, og derfor gør det utroligt ondt på Venstre, når Gade i så hårde vendinger angriber Løkke.

1 af 2 
2 af 2 Lars Løkke Rasmussen og stemmesluger Søren Gade er ikke på julekort. Foto: Jens Dresling
493 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere