EU-borger afvist ved dansk valgsted

Spansk statsborger pillet af valglisten i København, selvom hun ifølge reglerne fortsat burde have ret til at stemme

Hvem er Europaparlamentsvalgets vindere og tabere? Hør Henrik Qvortrups vurdering her.

TIP OS: Har du oplevet lignende under valghandlingen? Skriv til heine@eb.dk eller ring 3347 2305

Da Bjarke Møllers spanske kone i dag mødte op for at stemme ved EU-valget i København, måtte hun forlade valgstedet med uforrettet sag.

- Det er dybt frustrerende, siger Bjarke Møller, der udtaler sig på vegne af familien, til Ekstra Bladet.

- Min kone har åbenbart ikke en demokratisk stemmeret i det her land, selvom hun ifølge ministeriets egen vejledning automatisk burde stå på valglisten.

Stemte ved kommunalvalg
Bjarke Møller og hans kone forventede derfor, at det ville være en formssag at få rettet fejlen, inden valgstedet lukker klokken 20 i aften.

- Vi har fået at vide, at vi bare kan klage. Også selvom det ser ud til, at der kan være begået en fejl, da hun ikke har afmeldt sig som vælger og stod på valglisten ved kommunalvalget i november 2017.

- Men vi kan ikke få en forklaring på, hvorfor der er nogen, som har fjernet hende fra valglisten.

Forgæves klage
Familien har forgæves forsøgt at få hjælp på både valgstedet og ved at henvende sig direkte til Indenrigsministeriet. Men her er svaret ifølge Bjarke Møller, at man ikke kan løse problemet på stående fod. Samme melding har Ekstra Bladet fået fra ministeriet.

- Nu ved ministeriet det, og valgstedet har fået en klage.

- Jeg forventer derfor, at ministeriet siger, at da hun har været på valglisten tidligere - og hun automatisk har ret til at stemme i dag - så får hun lov til at stemme i dag.

- Så kan de eventuelt gemme stemmen i en særlig konvolut, indtil sagen er endeligt afgjort. Vi sidder i hvert fald klar ved telefonen.

Kan miste stemmeret
Indenrigsministeriet oplyser til Ekstra Bladet, at borgere, der er i samme situation som familien Møller, kan henvende sig telefonisk til ministeriet, der så vil forsøge at løse sagen hurtigt.

Problemet er blot, at hvis sagen ikke er løst inden klokken 20, så er stemmeretten sandsynligvis tabt. Kun hvis Folketinget beslutter at underkende hele valget, og det skal gå om, kan de ramte få lov til at stemme, oplyser ministeriet til Ekstra Bladet.

I øvrigt oplevede en række af EU-borgere samme situation som den danske familie, da de torsdag blev afvist ved de britiske valgsteder.

15 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere