Før duel: Løkke vil bore i hvem der skal levere S-politik

Mette Frederiksen (S) og statsministeren mødes søndag aften til den sidste tv-duel inden valget

Løkke og Mette F. har tidligere duelleret i valgkampen. søndag aften står den sidste duel inden valgdagen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Løkke og Mette F. har tidligere duelleret i valgkampen. søndag aften står den sidste duel inden valgdagen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Lars Løkke Rasmussens (V) og Mette Frederiksen (S) mødes søndag til den sidste direkte duel inden valget.

Her vil Lars Løkke højst sandsynlig lægge vægt på, hvilke indrømmelser Mette Frederiksen vil give til de røde partier efter et valg, mens Mette Frederiksen bør skrue vælgernes forventninger til en S-regering ned.

Sådan lyder det fra de politiske kommentatorer Hans Engell og Helle Ib.

- Hvis jeg skulle rådgive Løkke, så ville det være at presse på med, hvilke partier Mette Frederiksen egentlig har tænkt sig skal levere den politik, som hun går til valg på.

- De Radikale og SF ser ud til at blive meget store, så hvilke og hvor store indrømmelser vil Mette Frederiksen egentlig give til de to partier. Det tror jeg, at Løkke vil bore i, siger Hans Engell.

Helle Ib, der er politisk kommentator på Børsen, tror også, at Lars Løkke Rasmussen vil fokusere på de mange krav fra de røde partier til en Socialdemokratisk regering.

Men også forsøge at få klarere svar fra den socialdemokratiske leder.

For eksempel på spørgsmålet om tidligere pension til nedslidte - hvilket dog nok bliver forgæves, vurderer hun.

- Jeg tror, at Mette Frederiksen vil holde fast i strategien, som den indtil nu har været. Nemlig at insistere på, at hun ikke vil lade sig presse til at føre en lempeligere udlændingepolitik.

- Og så tror jeg heller ikke, at Mette Frederiksen vil lade sig presse til at svare på yderligere spørgsmål om, hvem der for eksempel skal have ret til tidligere tilbagetrækning. Mette Frederiksen skal spille sikkert nu, siger Helle Ib.

Skulle Helle Ib rådgive Mette Frederiksen ville hun dog anbefale S-lederen at skrue ned for gaveboden i aften.

- Jeg tror, det bliver afsindig vigtigt for hende at få sagt, at hun ikke kan love guld og grønne skove.

- Når man tager de signaler fra partier i rød blok om forbedring af ældrepleje, den generelle velfærd, normering i daginstitutioner og så videre, så tror jeg, at der vil være vælgere, der vil blive slemt skuffede, når de finder ud af, at det ikke bliver så fantastisk meget anderledes.

- Så jeg ville sige, at det her er ved at være den sidste fine platform, hun får for at forventningsafstemme med vælgerne. Det tror jeg vil være rigtig klogt, siger Helle Ib.

29 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere