Fundet: Udlovede stor dusør

Banner med Pernille Vermund blev i weekenden stjålet. Nu er det fundet

Dette banner blev i weekenden stjålet. Nu er der nyt. Foto: Privat
Dette banner blev i weekenden stjålet. Nu er der nyt. Foto: Privat

Efter blandt andre Ekstra Bladet søndag beskrev, hvordan et banner af Pernille Vermund var blevet stjålet fra en mark nær Sønderborg, er banneret nu fundet.

Det bekræfter Syd- og Sønderjyllands Politi over for Ekstra Bladet:

- Jeg kan bekræfte, at vi søndag aften fik et anonymt tip om, hvor banneret skulle befinde sig. Vi iværksatte en efterforskning, og vi fandt banneret i går aftes, siger Ivan Gohr Jensen, vagtchef, Syd- og Sønderjyllands Politi.

Han ønsker ikke at udtale sig mere om sagen eller omkring gerningsmand:

- Den del er stadig under efterforskning, siger han.

Dusør
Søndag fortalte landmand Lars Bertram, hvordan banneret var blevet fjernet fra hans mark mellem fredag aften klokken 18 og lørdag morgen klokken seks. Derfor udlovede han en dusør til den, der kunne føre til gerningsmand og banner.

Landmanden er glad for, at banneret nu er fundet:

- Jeg regner med, at jeg henter det i morgen (tirsdag red.). Jeg er glad for, at det er dukket op. Og så håber jeg, at politiet finder frem til de skyldige, siger han.

Med hensyn til dusøren siger han:

- Dusøren er kun, hvis gerningsmanden bliver fundet, og det håber jeg, at han eller de bliver, siger han.

Lars Bartram havde nået at få hængt et nyt banner op, som han lovede at passe på med overvågning og vagter. I dag dvæler han dog en smule, når der spørges ind til døgnbemandingen:

- Hvis vi kan skaffe folk til det, så gør vi. Nu har vi da sat en campingvogn op, så man kan overnatte derude. Vi gør, hvad vi kan for at passe på banneret, siger han.

Valg19 - 19. maj. 2019 - kl. 13:40 Stjålet: Udlover stor dusør

175 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere