Fynsk DF-spids: Tulle skal gå af

Næstformand i Dansk Folkepartis lokalafdeling i Svendborg synes, Kristian Thulesen Dahl skal tage konsekvensen af valgnederlaget og gå af som formand

'You'll never walk alone', skrålede Kristian Thulesen Dahl på valgaftenen. Men dagen derpå stod det klart, at mere end halvdelen af vælgerne fra 2015 ikke længere ville følges med partiet.

Dansk Folkepartis katastrofevalg, hvor partiet gik fra 37 til 16 mandater, har sat stor fokus på partiet og ikke mindst partiets formand, Kristian Thulesen Dahl. Alex Ahrendtsen, der fik et af de to fynske DF-mandater, fortalte torsdag til TV2 Fyn, at der skal ske ændringer i partiet uden at svare konkret på, hvad det skal være af justeringer.

Hans holdning bakkes op af næstformand Lars Kalmar Hansen, der sidder i Dansk Folkepartis lokalbestyrelse i Svendborg. Han er dog mere konkret med, hvilke ændringer han ønsker.

- Jeg har ikke tillid til Kristian Thulesen Dahl mere. Jeg synes, han skal gå af, fortæller han til TV2 Fyn.

Lars Kalmar Hansen er utilfreds med den politik, partiet har ført siden sidste valg. Han mener, at Dansk Folkepartis politik har lidt et knæk på bekostning af Venstre.

- Vi har ligget for meget i skyggen af Lars Løkke, og det er vores partiformands skyld, siger han.

Artiklen fortsætter under billedet ...

DF og Thulesen Dahl fik et mareridts-valg i onsdags - valgfesten bar præg deraf. Foto: Olivia Loftlund
DF og Thulesen Dahl fik et mareridts-valg i onsdags - valgfesten bar præg deraf. Foto: Olivia Loftlund

I en rundringning foretaget af TV2 Fyn til fem af Dansk Folkepartis lokalafdelinger på Fyn bakker fire medlemmer stadig op om formanden. Alle fem er dog enige i, at noget er gået galt.

En af dem er Claus Jørgen Bendtsen, formand for Faaborg-Midtfyns lokalafdeling. Han medgiver, at partiets politik ikke har været tydelig nok over for vælgerne.

- Vi ligner efterhånden et midterparti. Socialdemokratiet har taget vores politik, og dem, der flyttede over til os ved forrige valg, er flyttet tilbage til Socialdemokratiet, forklarer han.

Claus Jørgen Bendtsen bakker dog fortsat op om Kristian Thulesen Dahl og mener ikke, den store lussing fra vælgerne skal have konsekvenser for formanden. Det samme gør førstesuppleant i Odense Byråd Carsten Sørensen. Han erkender, at valget ikke har været tilfredsstillende.

- Det kunne have været bedre. Det er en alvorlig besked, vi har fået fra vores vælgere. De føler ikke, at vi har gjort vores arbejde godt nok, lyder det fra ham.

Lars Kalmar Hansen er ikke i tvivl om, hvad Dansk Folkeparti skulle have gjort anderledes for at undgå en så stor tilbagegang.

- Rent taktisk og hvordan vælgerne ser det, så har vi svigtet, da vi ikke tog del i regeringsmagten, forklarer han.

De fem medlemmer, TV2 Fyn har talt med, mener, at der nu skal kigges fremad, så Dansk Folkeparti kan få vendt nederlaget.

596 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere