Pernille Rosenkrantz-Theil og Yildiz Akdogan er medlemmer af det hemmelige Helga-netværk, der organiserer 427 kvindelige politikere i Socialdemokratiet.
De stod i spidsen for kritikken af folketingskandidaten Simon Simonsen, efter han kaldte Roskildes borgmester Joy Mogensen for selvcentreret og egoistisk, fordi hun valgte at blive solomor med en anonym donor.
- Helga-netværket er en dybt organiseret fraktion i partiet, der organiserer sig på en måde, som man kender fra totalitære stater. I stedet for at bruge argumenter, så handler det om intimidering, udskamning og om at fjerne folk fra politiske poster, hvis man er uenig med dem, siger Simon Simonsen.
Sagen er endt med, at bestyrelsen i Indre By- og Christianshavnskredsen har udtrykt mistillid til Simon Simonsen som folketingskandidat, men han stiller fortsat op, da kredsen ikke kunne nå at få ham ekskluderet på en generalforsamling.
- Helga-netværket gik til angreb på mig, fordi jeg kritiserede en kvinde og ikke for min holdning, siger Simon Simonsen.
Helga-stifter: Simon er vores berettigelse
Stifter af Helga-netværket Katrine Skov oplever i sager som denne, at det er nødvendigt med et kvindenetværk.
- Vores netværk er til for, at kvinder kan stå sammen. Det kan være den her sag, eller om at få flere kvinder i politik. Samtidig vil jeg da også sige, at Simon Simonsen er grund nok til, at vores netværk skal eksistere.
- Det har I vist i den her sag?
- Ja, i høj grad. Når han angriber en kvindelig politiker, så kan han se, at Helga-netværket har sin berettigelse. Det kan jeg jo ikke gøre for.
- Hvordan kommer det til udtryk?
- Når det kommer ud, så kommer der et opslag om, hvad han har gjort, og hvad han har sagt. Så kommer der kommentarer til det, og medlemmerne var meget chokerede over, at han går direkte efter en kvindelig politiker. Det, synes vi ikke, er fedt.
- Når man ser på Simon Simonsens opslag, så er der en del kvinder, der går i kødet på ham og ikke budskabet?
- Der kommer selvfølgelig nogle kommentarer om, at det er en forstokket holdning, men kvinderne er alt for pæne, når det kommer til stykket. Efter min mening er det her noget, der kan betegnes som vold mod kvinder i politik.
- Du mener, at han har begået vold mod Joy Mogensen?
- Ja, det er en term, der bliver brugt mange steder i udlandet. Psykisk, økonomisk og fysisk vold mod kvinder er tabu herhjemme. Det er måden han gør det på. Selvom han har undskyldt efterfølgende, så er skaden sket. Han går jo efter hende.
- Men hvad med budskabet?
- Han påstår, at vi er blevet selvcentrerede og egoistiske, fordi flere kvinder bliver solomødre, og at det er en tragedie af shakeaspearske dimensioner.
- Det er kritikken, men hans budskab er, at børn har ret til at vide, hvem deres far er?
- Ja, men det må han tage med landspolitikerne.
- Danmark er det eneste land i EU, hvor staten støtter, at kvinder kan få børn med anonyme donorer?
- Jeg vidste faktisk ikke, at vi var de eneste. Så er det måske, fordi vi mangler debatten. Det kan det meget vel være.
Katrine Skov har ikke ønsket at offentliggøre navne på medlemmer af Helga-netværket. Både Pernille Rosenkrantz-Theil og Yildiz Akdogan har bekræftet, at de er medlemmer.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Vil blive i partiet
- Simon Simonsen, Hvordan har du det med at stille op, når der ikke er tillid til dig i bestyrelsen?
- Det er aldrig rart, når partifæller kritiserer en, men jeg vil holde fast i, at vi er et parti, hvor vi diskuterer vores uenigheder.
- Er du i det rette parti?
- Ja, jeg er inden for rammen i 95 procent af alle andre spørgsmål, men det skal også være muligt at have holdninger, der ikke lægger på linje med partiledelsens, ellers får vi ikke udviklet vores politik.
Jesper sælger sin sæd: Så meget tjener han
S-folketingskandidat fortsætter trods mistillid i sin kreds Dansk sædbank erkender: Vi sælger risikosæd Borgmester har været gravid før: Barnet døde i maven på mig