Her er de første exitpolls: Mette F. står til sejr

De første foreløbige målinger fra valget begynder at tikke ind

Foto: René Schütze
Foto: René Schütze

Blå blok taber folketingsvalget. Det viser de første valgstedsmålinger fra DR og TV2, umiddelbart efter at valgstederne er lukket klokken 20.

Mette Frederiksen bliver dermed med stor sandsynlighed Danmarks næste statsminister.

De første exitpolls fra DR og TV2 viser nemlig, at rød blok, anført af Socialdemokratiet, står til en solid sejr ved onsdagens valg.

I DR's måling står Socialdemokratiet, SF, De Radikale og Enhedslisten til samlet at få 90 mandater. I TV2's står de fire partier til at få 91 mandater.

I TV2's står Socialdemokratiet til 46 mandater, mens de tre øvrige partier står til 15 mandater hver.

Dermed peger målingerne også på, at blå blok står til at tabe folketingsvalget. Ifølge DR's valgstedsmåling står blå blok - minus Nye Borgerlige - til 75 mandater.

Ikke et resultat
Exitpolls bygger på interview indsamlet i løbet af dagen med vælgere, der lige har stemt. Exitpolls skal dog tages med en god portion salt, da der er store usikkerheder.

Det er kun et udsnit af vælgerne, som er spurgt, men i modsætning til meningsmålingerne, så er exitpolls lavet ud fra, hvad vælgerne rent faktisk har stemt.

Omkring klokken 21 kommer de første prognoser, som bygger på optalte stemmer og exitpolls. Ved valget i 2015 var omkring halvdelen af stemmerne optalt klokken 22, og alle stemmer var talt klokken kvart i et om natten.

DR's exitpoll består af mellem 3000 og 5000 vælgere, fortæller nyhedschef Thomas Falbe.

- Når valgstederne lukker, kommer vi med en exitpoll. Den er lavet af analysevirksomheden Epinion, som i løbet af dagen har talt med vælgere, der har været i stemmeboksen. Der er tale om vælgere over hele landet, og svarene er indsamlet på tidspunkter over hele dagen, så der er flest svar på tidspunkter, hvor der er flest, som har stemt, siger han til DR.

165 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere