Hver fjerde vælger har stemt ved frokosttid

Valgdeltagelsen er på knap 25 procent klokken 12, viser Ritzaus stikprøver. Det er højere end sidste EP-valg

Det er næsten hver fjerde af de stemmeberettigede vælgere, der klokken 12 har stemt til EU-valget.

Det viser Ritzaus stikprøver ved valgsteder og kommuner over hele landet med i alt 542.855 stemmeberettigede vælgere.

Helt nøjagtigt er stemmeprocenten nået op på 24,7 procent ved frokosttid, hvor valgstederne har været åbne i tre timer.

Til sammenligning var valgdeltagelsen kun på 20,3 procent på samme tidspunkt for fem år siden, da der senest skulle vælges medlemmer til EU-Parlamentet.

En del af fremgangen er båret af, at flere i år har valgt af brevstemme i forvejen – de indgår i den foreløbige stemmeprocent sammen med de morgenfriske vælgere.

Men tallene fra stikprøven viser også, at der har været flere i stemmeboksene end i 2014.

- Valget er kommet godt fra start, og det peger jo i den rigtige retning, siger valgforsker og professor Kasper Møller Hansen fra Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.

Han påpeger, at det ikke er garanteret, at den højere valgdeltagelse holder dagen ud.

- Men det er positivt, at så mange har stemt, og det er spændende at se, om den tendens fortsætter dagen ud, eller at om det handler om, at danskerne bare er stået tidligere op end sidste gang, siger Kasper Møller Hansen.

I 2014 var det 56,3 procent af de stemmeberettigede vælgere herhjemme, der afgav deres stemme. Det var et fald fra den danske EU-valgrekord på 59,5 procent i 2009.

15 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere