I sporet på Mettes madforgiftning: Det var ikke os

Mette Frederiksen var i Nordjylland, da hun blev syg, men ingen af de steder, hun besøgte, mindes at have serveret mad for hende

Mette Frederiksen tilbringer meget tid i sin valgbus, når hun er på farten, så madforgiftningen kan i princippet også stamme derfra. Foto: René Schütze
Mette Frederiksen tilbringer meget tid i sin valgbus, når hun er på farten, så madforgiftningen kan i princippet også stamme derfra. Foto: René Schütze

I historiebøgerne og på film forgifter magtliderlige rivaler hinanden med vilje. Men vi befinder os i virkeligheden i år 2019, og madforgiftninger er som regel et uheld.

Det gælder formentlig også den grumme en af slagsen, som Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen lider af, og derfor er Ekstra Bladet gået på jagt efter kilden.

Hun blev syg natten til lørdag, da hun var i Nordjylland. Det fortæller hun i en Facebook-video fra sin sygeseng.

Med al sandsynlighed har hun altså spist noget dårligt fredag 3. maj, hvor hun havde et stramt pakket program rundt i det nordjyske.

Søde sager på gymnasiet
Vi følger i sporet på Mettes madforgiftning, og ligesom partilederen starter vi på Nørresundby Gymnasium og HF, der ligger nordenfjords i Aalborg Kommune.

Her er rektor hurtigt til at afvise, at hans skole skulle være arnestedet for socialdemokratens sygdom.

- Det kan jeg sige meget hurtigt, for jeg spurgte, om hun skulle have noget at spise eller drikke, og det skulle hun ikke. Hun har muligvis drukket lidt vand, men ellers har hun ikke indtaget noget her, siger Søren Hindsholm, rektor Nørresundby Gymnasium og HF.

Vi bevæger os med strømmen af lækkersultne teenagere til gymnasiets kantine. Her bugner et bord af kanelsnegle, scones, donuts og andre søde sager.

Kantineforpagter på Nørresundby Gymnasium og HF serverer masser af søde sager. Bare ikke for Mette Frederiksen, fortæller han. Foto: René Schütze
Kantineforpagter på Nørresundby Gymnasium og HF serverer masser af søde sager. Bare ikke for Mette Frederiksen, fortæller han. Foto: René Schütze
 

Måske Mette Frederiksen har nappet en snegl i farten, uden rektor ved det? Hun siger selv, hun har en sød tand.

- Lægerne har sagt, at jeg skal spise alt det salt og alt det sukker, jeg gerne vil. Og det skal man jo normalt ikke sige to gange til, men jeg kan faktisk ikke engang på et stykke dagmartærte eller en træstamme ned, siger hun i Facebook-videoen.

Men det afviser kantinens forpagter, Fredrik Sverenius. Han husker klart, at hun ikke spiste noget som helst fra kantinen.

Skulle hun alligevel have stukket en kage i lommen til senere fortæring på vej ud, vidner en elitesmiley på væggen om en høj hygiejnestandard.

- Jeg har aldrig haft nogen, der har fået madforgiftning, så jeg er glad for, hun ikke blev den første, griner han.

Uden mad og drikke
Vi fortsætter jagten på madforgiftningens vugge, og kører gennem Limfjordstunnelen til det beskyttede værksted Fabrikken Aalykke i Aalborg.

Heller ikke her blev der serveret hverken vådt eller tørt for Mette Frederiksen, da hun var forbi fredag 3. maj. Det fortæller en af de ansatte på stedet.

Her på det beskyttede værksted Fabrikken Aalykke serverede de ikke mad for den socialdemokratiske frontfigur. Foto: René Schütze
Her på det beskyttede værksted Fabrikken Aalykke serverede de ikke mad for den socialdemokratiske frontfigur. Foto: René Schütze
 

Ekstra Bladets udsendte kører videre til De Forenede Dampvaskerier i Aalborg Øst, hvor statsministerkandidaten også lagde vejen forbi.

Et renseri må da have styr på hygiejnen. Eller hvad? Vi går ind og spørger, men de har heller ikke sat den store buffet frem til deres gæst.

På kontoret fortæller de, at hun ikke spiste eller drak andet end vand, mens hun var der.

Derudover vil de ikke sige for meget om socialdemokratens besøg. Men de går meget op i hygiejnen, lyder det. Hvilket vi kan se beviser på i forhallen. Her hænger der en spritdispenser og et skilt, der husker både gæster og ansatte på at spritte hænderne ordentligt af.

Der er rent på renseriet, og Mette Frederiksen har næppe samlet sin madgiftning op her. Foto: René Schütze
Der er rent på renseriet, og Mette Frederiksen har næppe samlet sin madgiftning op her. Foto: René Schütze
 

Ryddet for valgflæsk
Vi er nu nået et godt stykke gennem partilederens program, og begynder at tænke, om den røde partibus er et flydende køleskab proppet med gode sager til chefen, siden ingen har set hende spise noget.

Og dog. For det sidste punkt på hendes officielle program fredag 3. maj var fællesspisning på Restaurant Møllehuset i Frederikshavn. Menuen? Stegt flæsk.

Måske har Mette Frederiksen sparet på kalorierne for at kunne fortære et par ekstra skiver valgflæsk med god samvittighed.

Vi ringer derfor og spørger Alfred Franz Pichler, der har restauranten.

- Der var allerede ryddet for flæsk, da hun kom, så hun kan umuligt have spist noget her. Hun ville helt sikkert også selv sige, at det ikke var herfra, siger han og tilføjer:

- Det er fantastisk at se, hvor åben hun er og giver hånd til alle.

Rå kylling serveret af en Venstre-mand
Statsministerkandidaten kom altså for sent til fadet. Det bekræfter borgmester i Frederikshavn Kommune, Birgit S. Hansen (S).

- Hun spiste ikke noget i Møllehuset, nej. Mette ankom omkring klokken 19.00, hvor hun havde været i Hjørring, så jeg sagde også til Hjørrings borgmester, Arne Boelt, at jeg ville sende pressen videre til ham, for det måtte være ovre hos ham, at hun havde ædt noget træls. Hun fik kun en danskvand med citrus, selvom jeg gerne ville have kunne sige, at hun havde spist noget rå kylling serveret af en Venstre-mand, siger hun.

Borgmester i Hjørring Kommune, Arne Boelt (S), der havde sin formand forbi til et arrangement med Søren Dahl og Café Hack på Vendsyssel Teater sidst på eftermiddagen fredag, mener bare heller ikke, at han har noget med balladen at gøre.

- Nej, hun fik ikke noget at spise her. Hun fik kun vand eller danskvand. Hun skulle jo videre til Frederikshavn, så hun var her kun i lidt over en time, siger han.

Rene hænder
Tampen brænder altså ikke. For hverken Nørresundby Gymnasium og HF, det beskyttede værksted Fabrikken Aalykke i Aalborg, De Forenede Dampvaskerier i Aalborg Øst, Vendsyssel Teater i Hjørring eller Restaurant Møllehuset i Frederikshavn lader til at være synderen.

Alle har efter eget udsagn rene hænder i sagen. Men hov. Sagde ham restaurantejeren ikke, at Mette Frederiksen gav hånd til alle. Måske er et ganske almindeligt håndtryk forklaringen?

Mellem besøgene i fredags var hun i gågaden i Aalborg og dele roser og håndtryk ud. Ekstra Bladets udsendte følger samme rute fra Vesterbro og ind ad Bispensgade.

Og sørme om ikke der står en socialdemokrat og trykker hænder med de forbipasserende, når de tager imod hans slik og flyers.

Vi må hellere huske ham på at spritte godt af mellem hvert håndtryk. Hvem ved, hvad vælgerne sidst har haft fingrene i.

Søren Valgreen Knudsen stiller ligesom Mette Frederiksen op for Socialdemokratiet i Aalborg. Foto: René Schütze
Søren Valgreen Knudsen stiller ligesom Mette Frederiksen op for Socialdemokratiet i Aalborg. Foto: René Schütze
 

- Jeg er dog ret god til at spritte hænder i forvejen. Ja, nogle gange bliver det næsten for meget. Det er en arbejdsskade, siger 34-årige Søren Valgreen Knudsen (S), der er læge i psykiatrien, når han ikke er ude og føre valgkamp.

Efter en dags søgen har vi ikke fundet kilden til Mettes madforgiftning, for alle lader til at have lige rene hænder.

74 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere