Jonathan er bonderøv: - At slå græs er den mest hjernedøde aktivitet, jeg kender

Politikerne taler om klima som aldrig før, men i den økologiske Himmerlandsbyen snakker de ikke bare, de lever grønt

Jonathan genbruger regnvandet til opvask og thebrygning. Foto: René Schütze
Jonathan genbruger regnvandet til opvask og thebrygning. Foto: René Schütze

Regnen siler ned over de små jordlodder, hvor der vokser kartofler og andre grøntsager. Fire løbeænder vralter frit omkring, og to gravhunde tumler rundt, mens en gut iført skovmandsskjorte og et bredt smil kommer ud fra et lillebitte træhus på en grund, hvor kun en smal sti i græsset er slået.

- At slå græs er den mest hjernedøde aktivitet, jeg kender. Og så er det jo også bedre for bierne, hvis man lader græsset gro, siger Jonathan Skovhjerte, 30, og slår ud med armen mod sin voksende plæne, før han med gravhundene i hælene begiver sig hen mod sin nabo, 63-årige Kersten Bonnen.

Vi er i andelsboligforeningen Himmerlandsbyen i Nordjylland, hvor det første spadestik blev taget for over ti år siden. I dag bor der ti familier i vidt forskellige huse, hvoraf nogle er bygget af halm, mens andre er bjælkehytter. Alle er de bygget økologisk og bæredygtigt.

Jonas Skovhjerte og Kersten Bonnen hjælper hinanden med at passe deres bier og høste honning. Foto: René Schütze
Jonas Skovhjerte og Kersten Bonnen hjælper hinanden med at passe deres bier og høste honning. Foto: René Schütze
 

- Vi har nogle principper, som alle her skal leve efter, mens ellers må man jo gøre, som man vil, med årene er vi blevet bedre til at acceptere folks forskelligheder, siger Kersten.

For at bo i det lille, nordjyske fællesskab skal man sortere affald, opvarme sit hus CO2-neutralt, bruge svanemærkede produkter og ikke sprøjte i haven. Men det er ikke så ekstremt, som det måske lyder, forsikrer hun:

- Vi er mere praktiske, slet ikke ideologer. I virkeligheden ligner vi nok mere nogle gamle bonderøve, der bare går og pulrer med tingene.

Husene i Himmerlandsbyen er vidt forskellige. Foto: René Schütze
Husene i Himmerlandsbyen er vidt forskellige. Foto: René Schütze
 

Kersten, hendes mand og teenagesøn bor i et hus, hun har bygget næsten helt selv. Hun har været med helt fra starten.

- Dengang så folk os som lidt nogle klimatosser og hippier, men i dag er det, vi gør, jo helt normalt, griner hun.

Inspirerer kommunen
Faktisk er der sket så meget, at kommunen for et par år siden var forbi Himmerlandsbyen for at få inspiration til en kommunal affaldssortering.

- Der kan vi da godt være lidt stolte, siger hun med et smil.

Det er dog ikke kun, når det kommer til at skille æbleskrog fra plastikbakker, at de lever i tråd med naturen her.

Klima og miljø er vigtigst for vælgerne

Når vi sætter krydset 5. juni, er klima og miljø det vigtigste tema for os.

43,4 procent har i en måling, som Voxmeter har lavet for Ritzau, angivet det som et af de tre emner, der betyder mest for dem.

Vælgere i Region Hovedstaden vægter det højere end i resten af landet.

Kvinder og mænd går nogenlunde lige meget op i klima og miljø.

Blandt tvivlere er ældre, pension og efterløn vigtigst.

(Kilde: Analyseinstituttet Voxmeter for Ritzau)

- Vi prøver at være selvforsynende med mange ting, vi sparer jo klimaet for noget, hver gang vi hiver et par gulerødder op af jorder lige herude, i stedet for at købe dem. Jeg har en fem-seks frugttræer, og det er der jo plads til i de fleste parcelhushaver, siger hun, mens Jonathan nikker og tilføjer:

- Mange har sikkert den her drøm om bondegårdsidyl, men knækker nakken på det, fordi de er alene om det. Her hjælper vi hinanden, og jeg og Kersten har både et bi- og et hønselaug sammen.

Øko-havremælks-latte og flyrejser
Både Jonathan og Kersten køber økologisk, når de altså ikke bare selv slagter hønsene eller graver kartoflerne op, men de er ikke religiøse omkring det.

- Det er en urskov at finde ud af, hvad der er bedst for klimaet. Hvad er egentlig mest økologisk? At man bruger en krone ekstra for en øko-mælk eller at man går ned i tid på arbejdet, og forbruger mindre i alt, men kun har råd til den billige mælk, siger Kersten.

- Det ser måske ikke sådan ud, men alt - måske med undtagelse af en enkelt gave eller to - er enten genbrug eller hjemmelavet, siger Jonathan om sit 44 kvadratmeter store hus. Foto: René Schütze
- Det ser måske ikke sådan ud, men alt - måske med undtagelse af en enkelt gave eller to - er enten genbrug eller hjemmelavet, siger Jonathan om sit 44 kvadratmeter store hus. Foto: René Schütze
 

For Jonathan handler det om at sætte handling bag ordene. Og det gælder både politikerne og alle os andre.

- Din øko-havremælks-latte er ikke det, der batter, hvis du samtidig flyver 6000 kilometer på et år. Det skal jo komme indefra, hvis det skal virke. Ord betyder ikke en skid, siger han.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Sådan lever du mere grønt

Ekstra Bladet har bedt Jonathan Skovhjerte og Kersten Bonnen fra Himmerlandsbyen om deres tre bedste råd, hvis du gerne vil være lidt grønnere i din dagligdag.

Jonathan genbruger regnvandet til opvask og thebrygning. Foto: René Schütze
Jonathan genbruger regnvandet til opvask og thebrygning. Foto: René Schütze
 

Jonathans gode råd til en klimavenlig hverdag

1: Lad være med at klippe din græsplæne.

2: Vent en uge, når du vil købe noget til over 300 kroner. Det råd har jeg selv levet efter i ti år nu, og det har virkelig revolutioneret mit forbrug, at jeg stopper op og tænker: 'Er det virkelig noget jeg har brug for?'

3: Vær et forbillede for dine børn. Min søn på ni år spurgte på et tidspunkt, hvorfor han ikke måtte spille playstation, når nu jeg selv sad med min smartphone i hånden. Og han har jo ret.

Kersten væver tæpper af slidte lagner og gammelt tøj. Foto: René Schütze
Kersten væver tæpper af slidte lagner og gammelt tøj. Foto: René Schütze
 

Kerstens gode råd til en klimavenlig hverdag

1: Lad være med at flyve.

2: Skær ned på, hvor meget kød du spiser.

3: Lad være med at arbejde så meget. Så sparer du planeten for en masse forbrug, når du ikke tjener så mange penge, som du skal ud og bruge.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Grøn samvittighed: - Jeg hader at købe grøntsager i plastik

Skal makreldåsen i den ene eller anden skraldespand? Skal vi spise økologisk eller ej? Og hvordan kommer vi egentlig frem til feriemålet til sommer?

Klimaet rumsterer i baghovedet hos flere og flere af os, når vi skal træffe store og små beslutninger. Ekstra Bladet har spurgt folk på indkøb i Støvring, om de tænker på klimaet i dagligdagen.

Foto: René Schütze
Foto: René Schütze
 

Janni Christensen, 35 år

- Det er jo noget lort med klimaet. Det bliver værre og værre, se bare for nylig, hvor det sneede i maj, så vi bliver nødt til at gøre noget. Vi er begyndt at sortere vores affald meget. Jeg går sygt meget op i det, og skælder min mand ud, hvis han ikke gør det ordentligt, griner hun, og griber ud efter den broccoli, sønnen William på knap tre år, forsøger at spise.

Foto: René Schütze
Foto: René Schütze
 

Christian Foldager, 19 år

- Det spekulerer jeg nok ikke så meget over i det daglige. Jeg er jo en ung knejt, så jeg kan godt lide at brænde lidt benzin af og sådan noget der.

Foto: René Schütze
Foto: René Schütze
 

Lisa Uglehøj, 24 år og Chris Uglehøj, 25 år

- Ja, vi prøver, siger Lisa og bliver afbrudt af sin mand Chris, der peger på deres medbragte indkøbsnet.

- Vi køber ikke plastikposer i supermarkedet, og så handler vi kun ind en gang om ugen, så vi ikke skal køre flere gange, siger han.

- Og jeg har hæklet mine egne vatrundeller, så de også bliver genbrugt, tilføjer Linda.

Foto: René Schütze
Foto: René Schütze
 

Linda Lænner, 32 år

- Ja, det vil jeg mene. Jeg hader for eksempel at købe de her grøntsager i plastik. Det er en lille ting, men jeg forsøger at køre fornuftigt, så jeg bruger mindre benzin, og på vores villavej har vi lige haft en fælles affaldsindsamling. Så vi prøver.

1 af 3 Husene i Himmerlandsbyen er vidt forskellige. Foto: René Schütze
2 af 3 Naboerne i Himmerlandsbyen Kersten Bonnen, 63, og Jonathan Skovhjerte, 30, dyrker jorden sammen for at være delvist selvforsynende. Foto: René Schütze
3 af 3 Jonathan genbruger regnvandet til opvask og thebrygning. Foto: René Schütze
199 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere