Kæmpe overraskelse: Vil gøre Joachim B. til LA-leder

Ledende kræfter i det sønderskudte parti vil gøre vragede Joachim B. Olsen til politisk leder, efter Anders Samuelsen har trukket sig

Ekstra Bladet kigger nærmere på den potentielle kandidater til formandsposten i Liberal Alliance. Producer: Martin Lorentsen.

Joachim B. Olsen er måske på vej til at blive leder af Liberal Alliance.

Formandsopgøret i det kriseramte parti tager dermed en ny og overraskende drejning.

Den kendte og kontroversielle politiker blev vraget af vælgerne ved folketingsvalget i onsdags. Men nu forsøger ledende kræfter i partiet at køre LA-profilen i stilling som Liberal Alliances næste leder. Det erfarer Ekstra Bladet fra kilder internt i Liberal Alliance

Det sker, selvom Joachim B. Olsen var en af de mange LA'ere, der røg ud af Folketinget.

LA er røget ud i dyb krise, efter partiet blev desavoueret fra 13 til blot fire mandater. Det katastrofale valgresultat fik dagen efter Anders Samuelsen til at trække sig fra posten som politisk leder.

Det skete også efter voldsom kritik fra det genvalgte folketingsmedlem Henrik Dahl, der foreslog nyvalgte, 27-årige Alex Vanopslagh som leder.

Partiets profil Simon Emil Ammitzbøll-Bille har annonceret, at han ikke er kandidat til posten. Samme toner lyder fra Ole Birk Olesen, som er valgt ind i Folketinget, men som heller ikke ønsker at blive den næste leder.

Se også: Ammitzbøll-Bille vil ikke være partileder for LA

Kilder i LA fortæller, at Joachim B. Olsen vil være en god leder, fordi han har en offentlig profil, som Alex Vanopslagh ikke har. Samtidig er Joachim B. ikke fedtet ind i regeringssamarbejdet, som sendte LA tæt på spærregrænsen ved valget, lyder det fra internt hold.

Kilderne peger på, at de vil have en, der kan sætte fokus på liberale værdier, som den tidligere kuglestøder brød igennem med under fattig-Carina-sagen tilbage i 2011.

Den interne analyse er, at Joachim B. Olsen står for det, som mange liberale vælgere føler, at Anders Samuelsen gav køb på med sin deltagelse i VLAK-regeringen.

Liberal Alliances vedtægters §8 siger, at det er folketingsgruppen, der vælger den politiske leder. Det er dog ikke udspecificeret, at lederen skal være medlem af Folketinget.

Joachim B. Olsen ønsker ikke at kommentere Ekstra Bladets oplysninger. Heller ikke Leif Mikkelsen, landsformand i LA, ønsker at kommentere sagen.

414 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere