Kæmpe politiopbud: - Vi har aldrig set noget lignende

Naturmødet i Hirtshals blev torsdag skudt i gang med politikerbesøg, der fik politi og forskellige sikkerhedsforanstaltninger til at fylde i gadebilledet

Sikkerheden var høj til Naturmødet torsdag. Foto: Mikkel Berg Pedersen
Sikkerheden var høj til Naturmødet torsdag. Foto: Mikkel Berg Pedersen

To politimænd krydsede parkeringspladsen på Jernbanegade i Hirtshals, hvor folk normalt har indkøbsposer fra Netto i hænderne. Betjentene havde begge et geværhylster i riffelstørrelse over skulderen i stedet.

Nede på havnen snusede en politihund rundt, lige inden Naturmødet torsdag blev skudt i gang med først en åbningsdebat mellem Mette Frederiksen (S) og Jakob Ellemann-Jensen (V) og senere en partilederrunde.

Ti ud af 13 opstillede partier til folketingsvalget stillede med deres frontfigur, og det fik den nordjysk havneby med knap 6000 indbyggere til at være lige så overrendt af politi som af politikere og pressefolk.

- Det er en helt anden situation her i Hirtshals lige nu. Vi har aldrig set noget lignende. Det opbud af politi, PET-vagter, ja, og journalister for den sags skyld, det er simpelthen helt vildt, sagde chef for Naturmødet Jesper Lauritsen.

Sikkerheden var høj til Naturmødet torsdag. Foto: Mikkel Berg Pedersen
Sikkerheden var høj til Naturmødet torsdag. Foto: Mikkel Berg Pedersen

Krav fra myndighederne
Hovedteltet på havnen, hvor både åbning og partilederrunde foregik, var omringet af et metalhegn, og for at komme ind skulle folk igennem en sluse, hvor de fik tjekket deres tasker og blev scannet med en metaldetektor af sikkerhedsvagter, som Naturmødet har hyret til lejligheden.

- Myndighederne har bedt os om at stille dem til rådighed for at lave en visitationszone. Der kommer ti partiledere, og der er nogle af dem - Kristian Thulesen Dahl, Anders Samuelsen og Rasmus Paludan - der gør, at myndighederne har krævet, at vi iværksætter det her beredskab, forklarede Jesper Lauritsen, da Ekstra Bladet fangede ham inden partilederrunden.

Hvis man skulle få brug for ordensmagten, var Hirtshals et godt sted at være torsdag. Foto: Mikkel Berg Pedersen
Hvis man skulle få brug for ordensmagten, var Hirtshals et godt sted at være torsdag. Foto: Mikkel Berg Pedersen
 

Kort efter at debatten gik i gang sidst på eftermiddagen, lukkede politiet og sikkerhedsvagterne for flere tilhørere i teltet, og den konsekvens forudså Naturmødets chef:

- Vi kommer jo til at opleve, at nogle vil blive afvist i døren, og det har vi ikke prøvet før. Men på den anden side gør det også, at vores infrastruktur, hvor vi blandt andet har to storskærme, som folk kan se debatten på uden for teltet, nu kommer i brug, sagde han.

Det sikreste sted i universet
Allerede under åbningen blev det da også bemærket af Naturmødets ene konferencier, Anders Lund Madsen, som jokede med det massive sikkerhedsopbud.

- Det her er det sikreste sted i universet lige nu. Og Marianne Jelved er her, hvis alt går galt. Det er simpelthen et krav fra PET, at Marianne SKAL være her, sagde den kendte tv-vært om tilstedeværelsen af både politifolk og den tidligere radikale leder.

Mette Frederiksen (S) og Jakob Ellemann-Jensen (V) åbnede Naturmødet. Foto: Mikkel Berg Pedersen
Mette Frederiksen (S) og Jakob Ellemann-Jensen (V) åbnede Naturmødet. Foto: Mikkel Berg Pedersen
 

Jakob Ellemann-Jensen (V), der i dagens anledning var hoppet i et par armygrønne Fjällräven-bukser, bemærkede også sikkerheden.

- Det er dejligt at være her på Naturmødet igen i år, omend der er lidt flere metaldetektorer i år, sagde miljø- og fødevareministeren.

Glemte lommekniv
Senere på dagen slog vagternes metaldetektor ud, da en ung mand havde en lille hobbykniv i lommen.

- Det er fint, det går der jo ikke noget af mig for. Jeg har bare altid den kniv i mine bukser, og det havde jeg glemt, forklarede 23-årige Theis Bæk fra Aalborg, der dog fik lov at få sin kniv igen efter partilederrunden:

- Jeg bruger den i haven og sådan noget, det er godt at have en kniv med. Og den er jo ikke ulovlig, så politibetjenten holder den også bare for mig.

Selvom han ikke havde noget imod at aflevere sin lommekniv midlertidigt, var han ærgerlig over, at det skal være nødvendigt med et sikkerhedstjek.

- Det er lidt en skam, at det skal være sådan, sagde han.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

- Hold da op, tænk, at det er nødvendigt her i Hirtshals

Hverken lokale eller turister i Hirtshals ser PET-vagter eller bombehunde i gaderne til hverdag, og det kom da også bag på flere, at det skulle være nødvendigt i den lille, nordjyske havneby. Selv til en større begivenhed som Naturmødet.

Ekstra Bladet har spurgt, hvordan de havde det med at skulle gennem en sikkerhedssluse med vagter og metaldetektor for at komme ind i telten og høre den politiske debat.

Foto: Mikkel Berg Pedersen
Foto: Mikkel Berg Pedersen
 

Jacob Rask, 30, København

- Det er virkelig overraskende, sådan plejer det ikke ligefrem at være på Naturmødet. Gad vide, om det er Rasmus Paludans skyld?

Foto: Mikkel Berg Pedersen
Foto: Mikkel Berg Pedersen

Hanne Døssing, Silkeborg

- Det er ærgerligt, at vi ikke kan gå fredeligt ind og høre partierne uden at skulle være bange for terror.

Susanne Niemann, 60, Hirtshals

- Jeg synes det er betryggende, det viser, at de passer på os. Men lige da jeg så det, tænkte jeg godt nok 'hold da op, tænk, at det er nødvendigt her i Hirtshals.' Men sådan er livet åbenbart, men det er da lidt skræmmende.

Foto: Mikkel Berg Pedersen
Foto: Mikkel Berg Pedersen
 

Birthe Hedemann, 67, Hjørring

- Det er helt fint, det er vores allesammens sikkerhed, det er til for.

Foto: Mikkel Berg Pedersen
Foto: Mikkel Berg Pedersen
 

Christian Bommersholdt, 20, Nørre Aaby

- Det har jeg ikke noget imod, det er jo en stor forsamling, så det er nok derfor.

Foto: Mikkel Berg Pedersen
Foto: Mikkel Berg Pedersen
 

Marc Real, 47, Hjørring

- Jeg synes da, det er lidt skræmmende, men jeg er vant til det. Nu har jeg lavet mange demonstrationer mod Paludan, og det er også derfor, jeg er her nu. Jeg er oprindeligt fra Schweiz, så jeg er jo selvskrevet til at ryge ud, hvis det står til ham.

 

397 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere