Kommentatorer: Hård kritik kan tvinge Samuelsen til at gå af

Liberal Alliances folketingsgruppe er nede på fire mand og kan få svært ved at samarbejde, vurderer eksperter

Henrik Dahl er blandt de partifæller, som nu 'dolker Samuelsen i ryggen' - hør mere her.

En meget hård kritik rammer Liberal Alliances ledelse efter et decideret katastrofevalg.

Hermed er partiet blevet sendt ud i en voldsom nedtur, vurderer kommentatorerne Hans Engell og Thomas Funding.

Folketingspolitiker Henrik Dahl (LA) har kaldt politisk leder Anders Samuelsens udnævnelse af ministre for udtryk for nepotisme, og afgående undervisningsminister Merete Riisager (LA) mener, at han bør gå af.

- Det er jo voldsomt alvorligt. Det er uhørt hård kritik mod Samuelsen, siger Thomas Funding, politisk kommentator.

- Han er blevet kritiseret før i forbindelse med finansloven for halvandet år siden, hvor han kravlede ned fra træet og vendte 180 grader. Men det her slår alt og viser, at der er et spil i gang om at forsøge at fjerne ham som formand.

- Hvis Samuelsen ikke sidder i Folketinget, hvilket det i den grad tyder på, at han ikke gør, så mener jeg ikke, at han kan blive siddende.

Ved folketingsvalget er partiet gået fra 7,5 procent af stemmerne til blot 2,3, og Anders Samuelsen ser ud til ikke at være blevet valgt ind.

Politisk kommentator og tidligere minister Hans Engell har også svært ved at se Samuelsen fortsætte, hvis ikke han kommer ind.

- Det er en fuldstændig nedsmeltning, der er sket i partiet, siger Engell, der tilføjer:

- Man kan jo ikke lede et parti, hvis man ikke sidder i folketingsgruppen.

Liberal Alliances politiske leder, Anders Samuelsen, har meldt afbud til en partilederdebat torsdag eftermiddag.

Forklaringen lyder, at partiet afventer endelig optælling og valgets konklusion.

57 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere