Krejlernes guide til politisk studehandel

Grundlovsdag sætter vi kryds på stemmesedlen til folketingsvalget, og når stemmerne er talt op, begynder spillet om magten for alvor

Efter valget 5. juni starter forhandlingerne om magten. Og hvem ved bedst, hvordan man forhandler? Det gør hestehandler Hans Kirkeby og hans krejlerkollegaer på Hjallerup Marked. Foto: René Schütze
Efter valget 5. juni starter forhandlingerne om magten. Og hvem ved bedst, hvordan man forhandler? Det gør hestehandler Hans Kirkeby og hans krejlerkollegaer på Hjallerup Marked. Foto: René Schütze

Uanset om Lars Løkke Rasmussen (V), Mette Frederiksen (S) eller en tredje statsministerkandidat sluger de fleste stemmer, skal personen kunne tælle til 90. Og det kræver gode forhandlingsevner.

Nok kan de snakke for deres syge bedstemor på Borgen, men der findes alligevel et folkefærd, der slår politikerne ud i forhandlingens kunst med flere længder: Krejlerne.

Derfor er Ekstra Bladet taget på Hjallerup Marked, for at få de dygtige kræmmere til at lære de stakkels folkevalgte, hvordan man gør en god handel.

- Men det er jo listeprisen
Bag en kæmpe kasse fyldt med træsko står Jesper Nielsen, der har fået taget sin krejler-mødom i år. Alligevel er han ikke ueffen til at forhandle.

- Hvad koster de, spørger en midaldrende mand, der efter lidt roden i kassen har fundet to par sorte træsko i sin størrelse.

- Et par for 100 kroner, to for 150, svarer Jesper.

- Ja, det kan jeg godt se, men det er jo listeprisen, men hvad koster de, siger manden og peger på skiltet, hvor den angivne pris rigtigt nok står skrevet med sprittusch, smiler kunden.

- Jamen så kan vi sige to for 200, svarer lyder det kækt fra Jesper, der så får sine 150 kroner på MobilePay.

Ligesom de fleste andre, Ekstra Bladets udsendte møder, har han ikke meget tiltro til politikerne.

- De skal stå ved, hvad de lover, og kæmpe for det, siger han og forklarer, at han ikke er sikker på, de lytter til lige præcis det råd.

Vender ryggen til
- Bok bok bok, lyder der konstant fra en anden bod, hvor Kirsten Nielsen sælger høns og fjerkræ i alle mulige farver og former.

Dyrene er hendes hobby, men selvom hun ikke er med for at tjene penge, forstår hun efter 40 år som markedskrejler sig nok på at forhandle.

- Indimellem kan man bare ikke blive enige, men når folk underbyder for meget, så vender jeg ryggen til. Det gider jeg bare ikke, siger hun og forklarer, at hun har det lige sådan med politikerne.

- Måske de også skulle lade være med at underbyde hele tiden. Det har de gjort rigeligt i ældreplejen, hvor jeg arbejder som SoSu-hjælper.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Krejlerne til politikerne: - Smil og tal pænt til hinanden

Kræmmerne på Hjallerup Marked kan om nogen sælge sand i Sahara. Derfor har Ekstra Bladet bedt dem om at give deres bedste fif til en god handel videre til politikerne, så de er bedre klædt på, når de onsdag aften og nat begynder forhandlingerne om regeringsmagten.

Foto: René Schütze
Foto: René Schütze
 

Karsten Poulsen, tombola-mand, Horsens
- De skal bare stå ved det, de siger. Det gælder også for en handelsmand. Hvis jeg er fuld af løgn, sælger jeg jo ikke noget.

- Men ellers kan man sige det samme til deres forhandlinger som til kunderne her i tombolaen: Det skal nok komme, det er bare et spørgsmål om tålmodighed, lidt held og så godt med penge.

Foto: René Schütze
Foto: René Schütze
 

Kirsten Nielsen, fjerkræhandler, Nørre Aaby
- Jeg har det princip, at folk selv skal komme til mig. Jeg vil ikke prakke dem noget på, de ikke vil have. Det råd må de gerne få med.

Foto: René Schütze
Foto: René Schütze
 

Arslan Niez, alt-mulig-kræmmer, Odense
- smil og tal pænt til hinanden. Jo mere du snakker og smiler, jo gladere bliver de andre, og jo gladere de bliver, jo hurtigere bliver I enige om en god handel.

Foto: René Schütze
Foto: René Schütze
 

Hans Kirkeby, hestehandler, Nibe
- Der skal jo to til at handle. Hvis vi ikke kan blive enige, så må vi dele lidt om det, og så må vi slå lidt af hver og ligge lidt til. Men politikerne, de sover i timen, så de skal se og vågne op. Så vil de måske også få en bedre handel i hus.

Foto: René Schütze
Foto: René Schütze
 

Jesper Nielsen, træsko-kræmmer, Aalborg
- Når jeg rigtigt gerne vil sælge noget, så er jeg også villig til at gå ned i pris. Det må dem på Borgen også være, hvis de gerne vil handle med de andre politikere. I hvert fald indenfor rimelighedens grænser.

Foto: René Schütze
Foto: René Schütze
 

Cindy Mikkelsen, tøjhandler, Ikast
- En god handel starter med åbenhed. Jeg kan jo godt have en ide om, hvad jeg tror, de tænker, men det er jo ikke altid sådan, det hænger sammen. Det er bedre at tale åbent fra starten. Sådan er det vel også i politik.

Foto: René Schütze
Foto: René Schütze
 

Per Thybo, hestekræmmer, Viborg
- De skal sørge for, at begge parter er tilfredse. Se, det er en god handel. Ellers handler det jo om kommunikation mellem parterne, og det er der ingen opskrift på.

Hjallerup Marked

Markedet har eksisteret siden 1744

Kromanden havde indtil 1965 pligt til at afholde Hjallerup Marked

Siden 1966 har en forening stået for markedet

200.000 gæster besøger hvert år markedet

I løbet af markedet bliver der drukket 50.000 liter fadøl

400-500 heste bliver købt, solgt eller bare vist frem

Hjallerup ligger i Vendsyssel

1 kommentar
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere