Løkke i livsfare under tv-interview

Statsminister Lars Løkke (V) var mandag formiddag så tæt på at få den berømte tagsten i hovedet, at et formandsskifte i Venstre nær var kommet på tale

Se øjeblikket, hvor tagstenen styrter ned fra taget og er tæt på at ramme Lars Løkke. Video: Twitter/Magnus Ulvemann

Landets statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), var uhyggeligt tæt på at få en tagsten i hovedet, imens han blev interviewet af TV2.

Det skete, mens Lars Løkke blev live-interviewet af TV2 foran Nationalmuseet i København. Der faldt en tagsten ned fra cirka 12 meters højde. Stenen landede lige ved siden af Lars Løkke Rasmussen, skriver TV2, der har en video, hvor man kan høre stenen ramme jorden. 

TV2's reporter Sverre Quist var øjenvidne til, at tagstenen landede cirka en meter fra statsministeren. - Pludselig kommer der en mørk genstand flyvende ned fra tegltaget, der lander lige ved siden af Lars Løkke Rasmussen og går itu, siger han til TV2.

Det er ofte blevet sagt i spøg, at hvis Løkke skulle få en tagsten i hovedet, så ville Kristian Jensen som næstformand være den naturlige afløser som V-formand.

Chokerende oplevelse
Der er endnu uklart, om den faldende tagsten var forårsaget af de grønthøster-besparelser på to procent årligt, som VLAK-regeringen har pålagt Nationalmuseet og andre offentlige institutioner.

Trods den chokerende oplevelse havde Løkke overskud til at gøre interviewet færdigt. 

- Vi har så meget styr på tingene i Venstre, at vi ville vide, hvad der skulle ske, hvis jeg havde fået tagstenen i hovedet, sagde Løkke efterfølgende til den lettere rystede Sverre Quist.

Nationalmuseet fortæller her om episoden:

Undersøger sagen
I en pressemeddelelse oplyser Nationalmuseet, at hændelsen bliver undersøgt nærmere.

'En tagsten er faldet ned på Nationalmuseets forplads ved Ny Vestergade. Uheldet skete, mens statsminister Lars Løkke Rasmussen besøgte museet i forbindelse med en debat.

Ingen personer er kommet til skade ved uheldet. Politiet er kontaktet, og museets sikringspersonale er ved at undersøge taget for at afklare årsagen.

Området er afspærret, så det er fortsat sikkert at besøge Nationalmuseet.'

Københavns Politi oplyser, at der ikke er noget, der tyder på, at der ligger noget kriminelt bag uheldet.

Statsministeren lagde selv kort efter uheldet en video ud på sociale medier, hvor han kommenterede kort på hændelsen.

'Fik noget af en forskrækkelse i formiddags, da jeg nær fik en tagsten i hovedet.

Udover forskrækkelsen er alt ok. Og jeg er (stadig) fuld af energi til de sidste 53 timers valgkamp!'

153 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere