Løkke undsiger Støjberg: Åbner for at afviste på Sjælsmark må lave mad

Mens hans udlændingeminister kritiserede S-forslag om at lade beboerne på Udrejsecenter Sjælsmark lave mad, er statsministeren klar til at tale om det

Arkivfoto: Thomas Borberg
Arkivfoto: Thomas Borberg

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) bakker nu i en af de mest symbolske kampe i udlændingepolitikken: forholdene for de afviste asylsøgere og deres familier på Udrejsecenter Sjælsmark. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Det skete, da han torsdag i Aftenshowet på DR åbnede for, at familierne skal have mulighed for at lave deres egen mad, mens de venter på at blive sendt ud af landet.

Adspurgt om Løkke er villig til at lempe på vilkårene for madlavning, sagde han, at 'det kan man selvfølgelig sagtens tale om'.

Ifølge statsministeren er der i det spørgsmål ikke en stor uenighed imellem Socialdemokratiet og Venstre:

- Så handler det om en diskussion, om man skal have lov til at lave sin egen mad, eller skal man gå ned i kantinen. Det betragter jeg ikke som den store ideologiske kløft. Altså, det kan vi godt tale om.

I dag skal beboerne på Sjælsmark spise i et fælles cafeteria, på bestemte tidspunkter af døgnet, og de må ikke lave deres egen mad.

Udlændingeminister Inger Støjberg (V) har flere gange kategorisk afvist at lempe på forholdene for de afviste på Sjælsmark både før og efter valget.

- Vi går ganske enkelt ikke ind for, at der skal være selvhushold, altså, at man selv skal kunne lave sin mad, sagde Støjberg på et samråd i Folketinget, så sent som en uge før Løkke udskrev valg.

Da Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, for en uge siden sagde, at 'vi kan sagtens diskutere cafeteriaordningen' på Sjælsmark og samtidig forslog, at beboerne skulle 'kunne tage maden med ud derfra', lød der et ramaskrig fra både Støjberg og Dansk Folkeparti:

- De siger, at de vil føre en stram udlændingepolitik, men i samme øjeblik de møder kritik, så lemper de igen,« skrev Støjberg på Facebook med henvisning til Frederiksens udtalelser.

Udlændingeordfører Mattias Tesfaye (S) undrer sig.

- Det ser meget mærkeligt ud, at statsministeren nu erklærer sig enig med Socialdemokratiet, efter en stribe venstrefolk har kritiseret os for at ville lempe udlændingepolitikken, siger han til Jyllands-Posten.

Løkke Rasmussen har ikke ønsket at uddybe sine udtalelser, og udlændingeminister Inger Støjberg afviser fortsat i et skriftligt svar til Jyllands-Posten, at det kan komme på tale at lempe madreglerne på Sjælsmark.

Støjberg ønsker 'at bevare kantineordningen på Sjælsmark for at lægge pres på dem, så de rejser hjem', skriver hun.

121 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere