Mette F går løfte-amok: ALLE skal ha' penge

Ingen smalle steder: Socialdemodemokratiet vil åbne de offentlige kasser - og ingen bliver snydt, lyder det fra Mette Frederiksen

Mette Frederiksen kan og vil ikke udpege et eneste sted på velfærdsområdet, som skal have færre penge. Foto: Philip Davali/RitzauScanpix
Mette Frederiksen kan og vil ikke udpege et eneste sted på velfærdsområdet, som skal have færre penge. Foto: Philip Davali/RitzauScanpix

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, vil kaste milliarder efter velfærden, hvis hun bliver statsminister.

På et pressemøde mandag formiddag slog hun ud med armene og lovede flere hænder i ældreplejen, i psykiatrien og i daginstitutionerne.

- Vores plan er, at man i den kommende valgperiode skal kunne se og mærke et velfærdsløft hvert eneste år, siger hun.

Men hvor pengene til de mange løfter egentlig kommer fra, svarede S-formanden kun delvist, da hun præsenterede sin plan foran en flok sosu-studerende i Herlev.

For godt nok vil hun spare på de private konsulenter, som hun mener, kommuner, regioner og staten punger 11 milliarder kroner ud til hvert år. Men derudover svæver det foreløbigt i vinden, hvordan gaveregnen skal finansieres.

- Er der ét sted i velfærdssamfundet, hvor du kan sige, her kører det meget godt, dér skal der ikke flere penge?

- Der er faktisk meget, som kører godt. Det gælder også på de store tunge velfærdsområder. Der er masser af folk, som afleverer børn i daginstitutioner og oplever, at det faktisk fungerer, fordi vi har nogle dygtige medarbejdere.

Hele vejen rundt
- Men alligevel skal de have flere penge?

- Ja, det skal de. Så nej, jeg kan ikke stå her og udpege et område, jeg tager ud til den ene eller anden side.

- Der går lidt løftebingo i den. Du er hele vejen rundt ...

- Jeg håber, I hørte på pressemødet, at jeg ikke lover guld og grønne skove. Jeg siger helt stille og roligt: det er et politisk valg, når der kommer flere ældre, så bør vi dække det fra Christiansborg. Derfor vil vi sikre lidt flere penge.

- Men jeg kommer ikke til at deltage i milliardbingo, overbud eller lave mærkelige annoncekampagner. Eller lyve om mine politiske modstandere. Jeg kommer til helt stille og roligt og sige, hvad jeg mener om velfærdssamfundet. Vi skal gøre det bedre end i dag.

- Så det eneste, du vil nedprioritere, er konsulentbistand inden for velfærdområdet?

- Der er også en anden ting. Det er markedsføring og annoncering for uddannelser. Det kommer oveni.

Mærkeligt
- Det kan vel ikke være de store milliardbeløb?

- Næh, men jeg synes, det er en meget god prioritering. Det er da mærkeligt, at vi bruger uddannelsespenge på at annoncere. I stedet for at sikre uddannelser, siger Mette Frederiksen.

Mette Frederiksen lover, at hun senere 'selvfølgelig' vil komme med en samlet økonomisk plan. Men hendes politik er en ret bedst serveret i skiver.

- Man lægger ikke det hele frem på én dag. Nu kommer vi med vores velfærdsudspil. Så kommer der nogle andre gode idéer. Og så kommer der også en økonomisk plan, siger hun.

En journalist ville vide, om man kunne stole på de mange løfter, når nu hendes forgænger, Helle Thorning-Schmidt, havde visse problemer med at levere, da hun blev valgt.

- Det er en ny formand for Socialdemokratiet, der går til valg nu, lød det fra S-bossen siden sommeren 2015.

Mettes duks: Ikke alle konsulenter får kniven

Ved Mette Frederiksens side stod mandag Thomas Gyldal, der er Herlevs nærmest enevældige borgmester. Ved seneste kommunalvalg opnåede han absolut flertal i byrådet.

Han bedyrede efterfølgende over for Ekstra Bladets udsendte, at Herlev hører til blandt konsulent-duksene.

Og Thomas Gyldal erklærede sig straks klar til at skære yderligere ned i egne rækker. Endnu flere ledelseskonsulenter og den slags kan ryge på porten, forklarede han.

Borgmesteren medbragte sågar et regnestykke, som skulle bevise, at Herlev giver de forkætrede konsulenter den kolde skulder.

- Sidste år brugte vi cirka syv millioner kroner. Hvis du regner det om til landstal - vi er cirka 0,5 procent af de danske kommuner - så ville det svare til, at alle kommuner brugte 1,4 milliarder, ikk'. Så det er et relativt lavt niveau.

- Men der vil være nogen konsulentopgaver, vi bliver nødt til at have. Vi skal til at bygge et nyt bymidtecenter. Det gør vi en gang hvert 20., 30., 40. år. Analysen af trafikken omkring det center skal vi have konsulenter til. Den kompetence har vi ikke selv.

- Hvorfor kan din bygge- og teknikforvaltning ikke klare den?

- De er ikke eksperter helt ned i detaljer.

- Hvorfor ansætter I så ikke folk?

- Der er problemet, at vi kun har den her opgave hvert 30. år. Så har jeg ikke brug for de folk.

- Du kan da projektansætte folk?

- Det kan man sagtens.

- Din formand siger selv, at man skal ansætte folk i stedet for bruge konsulenter ...

- Ja, ja. Det kan da godt være, man gør det. Men Socialdemokratiet foreslår ikke, at man ikke skal bruge konsulenter. Men der foreslås, at der skæres ned med lidt over en fjerdedel. Der vil stadig være opgaver, som bliver løst ved hjælp af eksterne. 

Thomas Gyldal ved Mette Frederiksens side i Herlev. Foto: Philip Davali/RitzauScanpix
Thomas Gyldal ved Mette Frederiksens side i Herlev. Foto: Philip Davali/RitzauScanpix
 

 

 

 

 

 

138 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere