Mette F. angriber Løkke: Ikke acceptabelt

Lars Løkke (V) putter Enhedslisten og Stram Kurs i samme kurv, men det vil Mette Frederiksen (S) ikke finde sig i

Mette Frederiksen mener ikke, at man skal sammenligne Stram Kurs og Enhedslisten. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix
Mette Frederiksen mener ikke, at man skal sammenligne Stram Kurs og Enhedslisten. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Mette Frederiksen løfte pegefingeren og sætter Lars Løkke på plads, når det gælder Enhedslisten.

Man kan ikke sammenligne Pernille Skippers tropper med Stram Kurs og Rasmus Paludan, mener Socialdemokratiets formand.

'Løft lige niveauet, Løkke', indleder Mette Frederiksen på Facebook.

'Det er ganske enkelt ikke acceptabelt, når du til citat sammenligner 'kommunister ude i Enhedslisten' med 'folk med nazistiske tendenser i Stram Kurs', skriver S-formanden.

Lars Løkke har ellers forsøgt at komme på god fod med Mette Frederiksen. Han kan nemlig godt se en SV-regering for sig efter valget, hvis Mette Frederiksen vil, og det ligger i kortene.

Et af argumenterne for en SV-regering er ifølge Løkke, at man skal samles på midten.

- Kommunister ude i Enhedslisten eller folk med nazistiske tendenser i Stram Kurs, de synes selvfølgelig ikke, det er en god idé at tale om at samle Danmark på midten, det siger sig selv, sagde Lars Løkke fredag.

Det sammenligning bryder Mette Frederiksen sig slet ikke om.

'Guderne skal vide, at Socialdemokratiet og Enhedslisten er uenige om mangt og meget. Det vil vi også være efter et valg. Men der er også ting, vi kan sammen. 

'At sammenligne et parti, der arbejder ordentligt og redeligt i Folketinget med Stram Kurs, er helt forkert. Og det er at tage debatten ned på et niveau, hvor det ikke er en statsminister værdig', skriver hun fredag på Facebook.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) udkom torsdag med bogen "Befrielsens Øjeblik", hvor han åbnede døren på klem for en SV-regering.

Fredag var han så på tur i Geels Skov nord for København for at lufte hunde og snakke politik med blandt andre partikollegerne Claus Hjort Frederiksen og Sophie Løhde. 

Her måtte statsministeren forholde sig til, at Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, torsdag understregede, at der er for stor forskel på de to partier til, at de kan gå i regering sammen.

Lars Løkke Rasmussen mener dog ikke, at de to partier er så uenige. 

- Der skal jo indgås kompromiser. Der er ingen, der får det helt, som de vil have det. Det gælder både Mette Frederiksen og jeg. 

- Og det store spørgsmål er så, om Danmark er bedst tjent med, at man breder sig ud mod yderfløjene, eller om Danmark er bedre tjent med, at man bøjer sig ind mod hinanden, siger han.

Mette Frederiksen opstillede torsdag mindst fem store forskelle på Venstre og Socialdemokratiet.

Blandt andet forklarede hun, at de er vidt forskellige på det grønne område, hvor hun mener, at regeringen har spildt de seneste fire år. 

I bekæmpelsen af uligheden i Danmark vurderede hun også, at de to partier er langt fra hinanden. 

- Vi kunne også have brugt de sidste fire år på at dæmpe uligheden, men det har Lars Løkke heller ikke haft viljen til, sagde Mette Frederiksen torsdag. 

Men det giver statsministeren ikke meget for. 

- Det er sådan nogle fyndord, hun står og finder på. Velfærd eksempelvis, der ved jeg ikke, hvor langt vi er fra hinanden? Vi har ført en økonomisk politik, der har rettet op på Danmark, så vi ansvarligt kan investere i kernevelfærden. 

99 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere