Mette Frederiksen under angreb fra alle sider

På begge sider af den politiske midte er der utilfredshed at spore med Socialdemokratiets udspil og stil før og under valgkampen

Dagens store valgnyhed har drejet sig om Socialdemokratiets 2025-plan. Ekstra Bladet udlægger her sagen. Producer: Kristian Hansen

Selv om Socialdemokratiet mandag præsenterede en økonomisk plan, mangler der med kun godt to uger til folketingsvalget stadig alt for mange svar fra partiet på en lang række punkter.

Sådan lyder kritikken fra Dansk Folkeparti, SF, Enhedslisten, De Radikale og Alternativet, skriver Jyllands-Posten.

S har i kampagner fremhævet, hvordan man efter valget vil samarbejde med alle Folketingets partier, men flere af de partier aner ikke, med hvilket udgangspunkt det skal ske.

- Det er vigtigt, at man ved, hvad man får, når man sætter sit kryds. Det er problematisk, at der bare er kommet en masse retorik, men meget, meget lidt konkret politik. Det synes vi ikke, man kan være tjent med, når man går efter regeringsmagten, siger Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, til Jyllands-Posten.

Partierne efterspørger bl.a. en uddybning af Socialdemokratiets økonomiske plan, prioritering af konkrete projekter i partiets infrastrukturplan, planer for kontanthjælpsloftet, svar på, hvordan partiet vil bekæmpe ulighed, partiets holdning til cigaretpriser, finansiering af den grønne omstilling, og hvem partiets pensionsplan skal gavne samt planerne for øen Lindholm, hvor udviste, kriminelle udlændinge skal bo.

Selv med den økonomiske plan savner De Radikales leder, Morten Østergaard, 'masser af svar'. Bl.a. på spørgsmålet om, hvordan et løft på børneområdet skal finansieres:

- Det er da lidt bizart, at en radikal leder er nødt til at stille krav til en socialdemokratisk leder om, at vi skal vide, hvordan børnefattigdom skal bekæmpes her i landet. Det eneste konkrete løfte, partiet har, handler om 3 mia. kr. til nedslidte, men ikke engang det kan vi få at vide hvordan skal udmøntes, siger han og henviser til Socialdemokratiets pensionsplan, og 'Vi er efterladt helt i mørket', siger Morten Østergaard til Jyllands-Posten.

Morten Østergaard. Foto: Tim Kildeborg Jensen
Morten Østergaard. Foto: Tim Kildeborg Jensen
 

'Grænsende til det fluffy'
SF’s gruppeformand, Jacob Mark, er enig:

- Der mangler også at blive sat konkret beløb af til en ambitiøs klimaindsats.

DF-formand Kristan Thulesen Dahl deler oppositionspartiernes kritik:

- Både vi partier, som Mette Frederiksen (S) forventer skal lægge stemmer til hendes politik og ikke mindst danskerne har snart krav på at vide, hvad S præcist vil. Ligeså vel som vi andre skal give svar i valgkampen. Det her lurepasseri er at stikke folk blår i øjnene. Vi løber lige ud i en diskussion om tillidskrise til det politiske system.

Mens både Østergaard og Thulesen Dahl mener, at Mette Frederiksen med sine manglende konkrete planer 'puster til politikerleden', kalder Alternativets politiske leder, Uffe Elbæk, hendes planer 'på en lang række områder' for 'ukonkrete grænsende til det fluffy':

- Mette Frederiksen har formået langt henad vejen blot at skitsere ambitioner, som store grupper i samfundet så har kunnet drømme sig ind i. Jeg savner, at hun lægger hånden på kogepladen og siger, hvad hun vil.

Uenig
S-ordfører Mattias Tesfaye er uenig i kritikken.

- I al ydmyghed vil jeg sige, at hvis man læser de udspil, som vi har fremlagt de seneste to-tre år, så synes jeg faktisk, det er mange, mange år siden, at man har set et oppositionsparti fremlægge så meget og så gennemarbejdet politik og så længe før valget. Der er ikke noget andet parti i Folketinget, der når os til sokkeholderne i at fremlægge gennemarbejdet politik, siger han til Jyllands-Posten.

25 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere