Økonomer kritiserer regnestykke bag Løkkes velfærdsløfte

Førende økonomer mener, at regnestykket bag Løkkes løfte om 69 milliarder til velfærden er 'optisk bedrag'

Foto: Linda Johansen
Foto: Linda Johansen

Økonomer kritiserer regnestykket bag statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) velfærdsløfte. Det skriver Berlingske torsdag.

Løkke åbnede onsdag valgkampens anden dag med et løfte om at ville afsætte 69 milliarder kroner til velfærd frem mod 2025.

Det skal sikre velfærden mod det pres, som der blandt andet skabes af flere ældre.

Men flere økonomer kritiserer statsministerens måde at komme frem til de 69 milliarder.

Det er 'optisk bedrag' og 'talforurening', lyder det ifølge Berlingske fra flere førende økonomer.

For i stedet for at se på det reelle løft af det offentlige forbrug over tid frem mod 2025, har statsministeren lagt tallene fra hvert enkelt år oven på hinanden.

Reelt vil Løkkes velfærdsløfte - som sikrer en offentlig forbrugsvækst på 0,65 procent per år - svare til et løft på 20,5 milliarder kroner i 2025, hvis man gør brug af de regnemetoder, som normalt er standarden i dansk politik.

Det viser beregninger, som den liberale tænketank Cepos har lavet for Berlingske.

Cheføkonom Mads Lundby Hansen kritiserer statsministerens fremgangsmåde.

- Det her er et trick, som politikerne desværre tidligere har haft stor succes med. Det er en metode, man bruger for at pumpe tal op, så det ligner, at nu gør man søreme noget meget, meget markant, siger han til Berlingske.

- Det er en form for optisk bedrag.

Mads Lundby Hansen får opbakning fra Bo Sandemann Rasmussen, der er økonomiprofessor ved Aarhus Universitet, og Niels Storm Knigge, der er senioranalytiker ved tænketanken Kraka.

Venstre afviser kritikken. Allerede onsdag, da Løkke præsenterede velfærdsløftet, understregede han, at der var tale om "akkumulerede tal".

Det understreger Venstres politiske ordfører, Britt Bager.

Hun mener ikke, at der er noget galt i metoden.

- Det er en helt normal måde at opgøre tallene på. Det gør Socialdemokratiet også i blandt andet deres sundhedsudspil, skriver hun i et skrifteligt svar til Berlingske.

28 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere