Ondt blod: Ikke et ord til Kristian

Formandsopgøret ulmer: Lars Løkke lod Kristian Jensen svæve i uvished om SV-samarbejde og indholdet af sin nye bog til allersidste sekund. Statsministeren sender tilmed flere skarpe pile mod sin partner i Venstres såkaldte formandskab

Ekstra Bladets politiske kommentator Henrik Qvortrup interviewede torsdag Lars Løkke Rasmussen om udtalelserne om en SV-regering. Video/redigering: Kenneth Meyer/Kristian Hansen

Lars Løkke ripper i sin bog ’Befrielsens øjeblik’ op i et gammelt, betændt sår i Venstre: Formandsopgøret mellem Kristian Jensen og ham selv.

Godt nok er hovedfokus i dækningen af udgivelsen, at Venstre-formanden pludselig er blevet lun på et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet og Mette Frederiksen.

Men under overfladen ulmer formandsopgøret, der fik sit klimaks i en kælder i Odense i juni 2014.

I bogen fortæller Lars Løkke nemlig, at han er løbet fra et løfte til sin kone, Sólrun, om at forlade sin post inden det kommende folketingsvalg, fordi han ikke turde overlade ansvaret til Kristian Jensen, da bølgerne gik højest i blå blok.

’Hvis der ikke er en sikker hånd på roret, så går skibet på grund.'

En pligt
’Det ville være faldet sammen, hvis jeg havde holdt mit løfte til Sólrun ... jeg har påtaget mig en pligt ... man skriver sig ikke ind i partiets historie ved at tage ledelses-ansvar og så smide det frivilligt fra sig,’ udtaler Løkke.

Heller ikke Kristian Jensens position som Venstres næste formand lader Løkke stå uberørt hen.

’Arvefølgen er ikke en naturlov i Venstre. Lige så lidt som det er en naturlov, at jeg sidder her,’ siger Løkke i bogen.

De to indgik ellers et formandskab, da Kristian Jensen opgav at vælte Løkke for fem år siden. Et forlig som blandt iagttagere og Venstre-folk blev tolket som, at Løkke fik lov til at blive som formand, mens Kristian Jensen fik en fremtrædende rolle som næstformand og sikkerhed for at afløse Løkke som den næste formand.

På pressemødet torsdag formiddag fortsatte Lars Løkke undergravningen af næstformand Jensen.

– Det her projekt i den her valgperiode var faldet sammen, hvis jeg havde holdt mit løfte. Det var det. Det er ikke noget, jeg tror. Det er noget, jeg ved, sagde Lars Løkke.

Hans overbevisning
Da Kristian Jensen tidligere i dag blev han spurgt ind til passagen i bogen, hvor Løkke vurderer, at Kristian Jensen ikke var i stand til at overtage styringen af Venstre og Danmark.

– Jeg er enig i, at det er hans overbevisning, lød finansministerens skarpe modreplik.

Kristian Jensen gjorde samtidig klart, at han trods sin plads i Venstres formandskab ikke har læst Løkkes bog på forhånd.

Lars Løkke Rasmussen har da også holdt sine SV-ambitioner helt tæt til kroppen. Først ved et møde i aftes i Statsministeriet blev V-inderkredsen i den såkaldte valggruppe orienteret, bekræfter flere topkilder.

Således fik også Kristian Jensen, der var med på en telefon, først besked under et døgn før Løkkes bogudgivelse.

Derimod vidste topspinfolk og partisekretær Claus Richter, hvad der skulle ske lang tid før næstformanden. Flere kilder ser det som en bevidst holden Jensen i mørket. Og det har skabt utilfredshed i folketingsgruppens Jensen-fraktion. 

Brud på strategien
Lars Løkke Rasmussens pludselig S-omfavnelse vækker da også undren og hovedrysten hos flere Venstre-topfolk.

Strategien frem mod valget er nemlig, at Socialdemokraterne skal udstilles som uholdbare i længden - særligt i udlændingepolitikken, hvor de rødeste partier og de radikale kræver lempelse for deres støtte. Men også på skattepolitikken har planen hidtil været at angribe Mette Frederiksens tropper hårdt.

Den strategi slingrer nu, når V-formanden samtidig omfavner Mette Frederiksen og hendes projekt, påpeges det.

Se også: LA giver gratis medlemskab til utilfredse Venstre-vælgere

1 af 2 Med en ny bog ripper Løkke igen op i formandsopgøret fra 2014 efter sagen om underhylere, sko og jakkesæt fra Zornig. Foto: Anthon Unger/Ritzau Scanpix
2 af 2 Med en ny bog ripper Løkke igen op i formandsopgøret fra 2014 efter sagen om underhylere, sko og jakkesæt fra Zornig. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
224 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere