Paludan chikanerede studerende: Universitet ansatte ham som underviser

Trods flere år med chikane og klagesager mod en studerende på Københavns Universitet valgte selvsamme at ansætte ham som ekstern lektor

Københavns Universitet ansatte Rasmus Paludan som ekstern lektor, selvom han chikanerede studerende og medarbejdere på et søsterfakultet. Foto: Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Københavns Universitet ansatte Rasmus Paludan som ekstern lektor, selvom han chikanerede studerende og medarbejdere på et søsterfakultet. Foto: Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Ledelsen på Det Humanistiske Fakultet ved Københavns Universitet kæmpede i flere år med at håndtere Rasmus Paludans chikane mod en medstuderende på latinstudiet på Saxo-instituttet.

Det skriver Berlingske torsdag.

Lederen af Stram Kurs fik i 2013 et polititilhold mod den studerende, men sagen fik tilsyneladende ikke nogen betydning for hans muligheder for at gøre karriere på Københavns Universitet.

1. september 2015 - cirka to et halvt år efter tilholdet - fik Rasmus Paludan en treårig kontrakt som ekstern lektor på Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet.

Flere klager
Berlingske har talt med en række tidligere jurastuderende, som fortæller, at der gentagne gange blev klaget over Rasmus Paludan til studieledelsen fra både enkelte studerende og hele hold. Andre studerende tippede ledelsen mere uformelt om problemer.

Mens nogle af klagerne gik på hans undervisning, gik andre klager på hans opførsel uden for universitetet. Ifølge Berlingske har Stram Kurs-lederen været med i en Facebook-gruppe for jurastuderende på KU med over 8000 medlemmer. Her skal han blandt andet have skrevet til en studerende, at 'jeg ville elske jura mere, hvis folk som dig forsvandt fra jura. Så niveauet kunne forbedres'.

Derudover har mindst én studerende i Facebook-gruppen beskrevet, hvordan hun efter en debat med Paludan oplevede, at han søgte aktindsigt i hendes personalemappe på hendes studiejob, skriver Berlingske.

Hvordan kan det lade sig gøre?
Berlingske har spurgt dekanen på Det Juridiske Fakultet, Jacob Graff Nielsen, til ansættelsen af Rasmus Paludan. Han ønsker dog ikke at udtale sig konkret om forhold af personalemæssig karakter, da sådanne oplysninger er fortrolige.

Professor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet Sten Bønsing forklarer til Berlingske, at det ikke er underligt, at ledelsen ved Det Juridiske Fakultet ikke var opmærksom på Rasmus Paludans handlinger som latinstuderende på Saxo-Instituttet, da de ansatte ham som ekstern lektor.

- Det kan umiddelbart forekomme uretfærdigt, at en person, der tilsyneladende har chikaneret medstuderende og medarbejdere, senere kan blive ansat på universitetet. Men det ville formentlig være ulovligt, hvis Det Juridiske Fakultet havde indhentet oplysninger om ham hos Saxo-Instituttet.

538 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere