Paludan: Derfor forlod jeg debat

11.30 udvandrede Stram Kurs' leder Rasmus Paludan i vrede fra radioprogrammet 'Mads & Partilederne'

Partileder Rasmus Paludan skred fra DR's koncertsal under debat med de andre partiledere. Han følte ikke, at han fik lov at tale ud. Foto: Philip Davali.
Partileder Rasmus Paludan skred fra DR's koncertsal under debat med de andre partiledere. Han følte ikke, at han fik lov at tale ud. Foto: Philip Davali.

Rasmus Paludan følte ikke, at han fik lov at tale ud - og det gad han ikke finde sig i!

Derfor udvandrede den 37-årige leder af Stram Kurs klokken 11.30 fra DR's koncertsal og det stort anlagte debat-program 'Mads & Partilederne'.

- Jeg kan ikke stå til ansvar overfor mine vælgere, hvis jeg finder mig i det her længere. Når jeg endelig får ordet, får jeg ikke mulighed for at tale, fordi folk afbryder mig - og det griber du ikke ind over for. Heller ikke din ræverød kollega, siger han med henvisning til Jens Ringberg, der er medvært på programmet.

- Jeg vil rigtig gerne deltage i en debat, men ikke på de her vilkår. Hej hej, siger Paludan, inden der blev sat regionale nyheder på. Da programmet vendte tilbage, var det uden Paludan i panelet.

Landsforræderisk publikum
I en pressemeddelelse på Stram Kurs' Facebookside, forklarer Rasmus Paludan nu, hvorfor han 11.30 forlod debatten.

'I forvejen var hele programmet et setup, hvor DR havde inviteret et landsforræderisk publikum bestående af betamales, normies og soyboys', står der i pressemeddelelsen.

- Mine og Stram Kurs' gode danske vælgere forventer naturligvis, at jeg ikke giver legitimitet til et skodprogram ved min fortsatte tilstedeværelse. Af samme grund deltog jeg ikke i gruppebilledet med de øvrige partiledere, forklarer Rasmus Paludan i meddelelsen.

Taberprogram
- Den tidligere radikale og nu skabsradikale Isabella Arendt afbrød mig og begyndte at tale, da jeg kom med den åbenlyst sande påstand, at kultur har indflydelse på børneopdragelse. Det var ikke første gang, at jeg blev afbrudt uden, at skraldespandsjournalisterne på DR greb ind. Det er ikke lige vilkår.

- Med en så usaglig og forsætligt destruktiv tilgang til Stram Kurs og vores vælgere, som DR lagde for dagen i det taberprogram, så ville jeg ikke kunne forsvare over for vælgerne at blive et minut længere, lyder det fra Paludan.

1565 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere