Paludan scorer to millioner: Det skal de bruges til

Stram Kurs kom ikke i Folketinget, men kan se frem til en klækkelig udbetaling i partistøtte

Rasmus Paludan kom ikke i Folketinget, men kan se frem til millioner i partikassen.

63.093 danskere satte på valgdagen kryds ved Rasmus Paludan og Stram Kurs. Det gav 1,8 procent af stemmerne - og partiet var kun omkring 8000 stemmer fra at nå over den magiske spærregrænse på 2 procent.

Det måtte en tydelig skuffet Paludan da også erkende onsdag aften, men han får i den grad et økonomisk plaster på stoltheden. Hvert år udbetaler Økonomi - og Indenrigsministeriet nemlig partistøtte, der beregnes på baggrund af  partiernes stemmetal ved folketingsvalget. I 2019 ligger lå satsen på 33 kroner pr. stemme, så Stram Kurs kan se frem til at få 2.082.069 kroner for et fuldt kalenderår.

Og Stram Kurs er kommet for at blive ifølge Rasmus Paludan:

- Jeg ser rigtig meget frem til at fortsætte. Vi var jo kun  0,2 procent fra at blive valgt, så det er jo meget godt, sagde Stram Kurs lederen i nat.  

Så du stiller op igen?

- Ja bestemt.

Hvad skal du bruge pengene til?

- Jamen det er jo ikke mine penge, men partiets.

Tidligere på aftenen fortalte Rasmus Paludan også til Ekstra Bladet, at han så frem til, at partiet frem mod næste valg kan blive mere synlige i befolkningen. 

-  Partiet er i udvikling - og skal ikke længere kun tegnes af mig. Der er et behov for at sende et signal om, at Stram Kurs ikke kun er Rasmus Paludan. Det er faktisk også rigtig mange andre mennesker. 

- Vi får jo også noget partistøtte nu på baggrund af, at vi har fået et rigtig godt valg, hvis man ser på det rent støttemæssigt.  

- Jeg overvejer at få partiet mere op at køre, at lave det merchandise, som alle de unge gerne vil have, og at aktivere vores medlemmer, sagde Paludan blandt andet. 

Paludan løftede også i går sløret for, at hans næste store opgave som partileder bliver Folkemødet på Bornholm i næste uge.

Partistøtte

Partistøtte skal anvendes til politisk arbejde. "Politisk arbejde" omfatter enhver aktivitet, der tager sigte på at fremme valg her i landet af en eller flere kandidater eller fremme et bestemt resultat af folkeafstemning her i landet ved at udbrede kendskabet til bestemte politiske synspunkter, at etablere og drive organisationer, at samarbejde med andre organisationer og på anden måde. 

Den politiske aktivitet behøver ikke nødvendigvis blive udført af partiet selv.

Partistøtte skal anvendes til politisk arbejde inden for det kalenderår, partistøtten vedrører, og det politiske arbejde, som partistøtten skal anvendes til, skal finde sted i dette kalenderår.

Partistøtten udbetales for et kalenderår og på én gang.

I 2018 blev der udbetalt i alt 113.388.451,75 kr til partier i Danmark.

Kilde: Økonomi- og Indenrigsministeriet.

547 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere