Annonce:
Annonce:

Paludan udstillede unge mænd på nettet

Flere mænd er blevet udstillet på Rasmus Paludans hjemmeside

Tidligere på ugen kom det frem, hvordan Stram Kurs-lederen systematisk har chikaneret en ung mand.
Annonce:
Følg Politik

Ved du noget?

Indsend billede el. video

Maks. 5MB

I flere tilfælde har Stram Kurs' partileder Rasmus Paludan udstillet mænd, som han har mødt på nettet, kan Ekstra Bladet nu afdække.

Sagen kommer frem i kølvandet på, at det er kommet frem, at han har fået et polititilhold efter en årelang sag om chikane.

Gennem sin karriere har 37-årige Rasmus Paludan haft flere blogs og hjemmesider. Blandt andet har han haft hjemmesiden 'smukmand.dk'.

Paludan om hjerneskade-historie: Heldigvis er jeg hårdhudet

Her lægger han 23. september 2006 et billede op med teksten:

'Billede af en smuk ung mand i Palads den 23. september 2006 kl. 21.14.'

Rasmus Paludan ejer stadig domænet 'smukmand.dk'. Hjemmesiden er i dag lukket ned. Men da den var aktiv var der forskellige kategorier. Blandt andet 'U18 (15-18)'.

Blokeret
Det er dog ikke kun på 'smukmand.dk', at han har udstillet mænd. På sin blog, har han beskrevet, hvordan mænd har blokeret ham.

Annonce:

I september 2015 skriver Rasmus Paludan, at han er blevet kontaktet af 18-årig fyr, der har brugernavnet 'Wonderboy', mens Rasmus Paludan bruger navnet 'marc82'. De chatter sammen på siden 'boyfriend.dk '- et datingsite for homoseksuelle - fremgår det af hjemmesiden. Rasmus Paludan har lagt chatten ud på sin hjemmeside.

Her er chatten

Fra *Wonderboy* til marc82 den den 19. september kl. 22:35:

………….

Fra marc82 til *Wonderboy* den den 19. september kl. 22:35:

? Hvad betyder det?

Fra *Wonderboy* til marc82 den den 19. september kl. 22:41:

hmm det er interessandt at se hvad folk svare og om de svare rigtigt det ag hænger jo lidt af deres intellegens meen din profil må jo være spil for galleriet….

Fra marc82 til *Wonderboy* den den 19. september kl. 22:46:

Nu synes jeg måske, at det er lidt tidligt, at du kommer med fornærmelser. Jeg har vist aldrig tidligere været udsat for at blive fornærmet allerede i nr. 2 besked fra nogen på Boyfriend. Altså, jeg kan jo kommer med lange overvejelser om, hvordan det reflekterer dine indre demoner og mangel på superego, at du sender mig en række prikker. Endvidere kan man jo mene, at det skal forstås som punktummer, og at det er symbolsk for din egen usikkerhed for at afslutte forhold og dermed sætte punktum for noget.

Nu har jeg dog den gode regel, at jeg normalt ikke kommer med længere romaner, når folk skriver besked nr. 1 til mig, og beskeden var så kort og intetsigende som din. Men du må da gerne delagtiggøre mig i, hvorfor du mener, at min profil er spil for galleriet. Måske du skulle læse lidt i min dagbog først. 

Fra *Wonderboy* til marc82 den den 19. september kl. 22:55:

hmmm måske skulle du starte med at tænke dig om det ville nok være rigligt til at du ville kunne forstå det…
men man kan jo heller ikke forlange af en ko skal kunne spille violin… med andre ord man kan jo ikke forlange urimligheder

Herefter blokerede *Wonderboy* mig.

Det er dog ikke første gang, at Paludan er blevet blokeret fra chats.

26. juni 2005 skriver han på sin hjemmeside:

'Den sidste måned har jeg ganske regelmæssigt chattet med en 16-årig knægt. Nu fortalte han mig i en chat for 2 timer siden, at han som ansat i et supermarked havde måtte fjerne en menneskelort fra kasse 2.'

'Først havde jeg svært ved at tro på det, og derefter syntes jeg, det var rimeligt sjovt, og jeg skrev derfor “Shit happens”. Det blev han meget fornærmet over og svarede 'luk', og jeg svarede 'Hvad?', hvorefter jeg fik en svada, og han blokerede mig på MSN.'

Paludan i læserbrev: Racismedømte bør ikke sidde i Folketinget

Annonce:

'Jeg skrev til ham vi BF (boyfriend.dk, red.), at det ikke var specielt modent at blokere folk på MSN på en så vag baggrund. Den besked slettede han. Så skrev jeg igen. Den besked slettede han også. Så mistede jeg tålmodigheden og meddelte ham held og lykke fremover, men at jeg nu måtte blokere ham på MSN, fordi det nu var anden gang, han havde blokeret mig på MSN, og at en sådan relation ikke var min energi værd.'

Sagerne er blevet aktuelle, efter Berlingske afslørede, hvordan han forfulgte en medstuderende på Københavns Universitet.

I 2009 startede manden på latin-studiet, efter at have læst jura samme sted - hvor Rasmus Paludan også var studerende.

I den efterfølgende periode chikanerede partilederen - ifølge avisen - en medstuderende så meget, at politiet blev involveret.

Af Berlingskes dækning fremgår det, at chikanen foregik gennem telefonopkald og beskeder til den mandlige medstuderende, ligesom han fulgte efter den studerende til hans hjemby i Jylland. Flere kilder bekræfter forløbet over for Berlingske. Rasmus Paludan har ikke ønsket at kommentere sagen over for Berlingske.

Paludan: - Jeg husker intet

Da Ekstra Bladet spørger Rasmus Paludan ind til domænet 'smukmand.dk', er hans hukommelse forbavsende begrænset.

- Jeg tror aldrig, det er blevet brugt til noget. Er det nogensinde blevet brugt til noget, spørger Rasmus Paludan Ekstra Bladet.

- Det må du da vide ...

- Ja, det skulle man mene, men altså ... Det ved jeg ikke. Det tror jeg ikke, at det er, siger Rasmus Paludan og tilføjer:

- Jeg vil sige ... 'Smukmand'. Det lyder lidt måske som et egoproblem i virkeligheden. At jeg måske har været lidt for glad for mig selv og ment, at hjemmesiden 'smukmand' egnede sig godt til mig og så ved nærmere eftertanke har tænkt: 'Det var måske lige i overkanten'.

- Det fremgår, at der fandtes et billede af 'en ung smuk mand i Palads 23. september 2006 klokken 21.14'. Hvem var det?

- Det ved jeg ikke, hvad jeg skal sige til. Jeg håber da, at jeg var den unge smukke mand. Det var jeg vel på det tidspunkt. Nu mener jeg jo stadig, at jeg er en ung, smuk mand. Men det er der delte meninger om nu. Men det er jo heller ikke nemt. Alle bliver jo ældre. Men altså ... Det ved jeg sgu ikke, hvad jeg skal sige til. Men jeg kan da sagtens have være i Palads den dag og taget et billede af mig selv og lagt det ud som en smuk mand, lyder forklaringen fra Rasmus Paludan.

- Jeg har vel også skulle date dengang. Jeg ved ikke, om var et scoretrick og sige: 'Se min hjemmeside, som hedder det her'. I Danmark vil det formentlig frastøde folk på grund af janteloven, lyder det videre.

- Hvad går kategorien 'Unge mænd mellem 15 og 18 år' ud på?

- Det aner jeg ikke. Men altså hvis det er unge mænd, er det vel flere end kun mig, går jeg ud fra, siger Rasmus Paludan.

- Hvem ellers?

- Jeg tror ikke ... Altså jeg kan ikke huske det. Jeg tror ikke, at der har ligget nogen. Altså hvis der har været ét billede, har det vel været et billede af mig, svarer Rasmus Paludan.

- Der står 'mænd' - i flertal. Hvem har ellers ligget der?

- Hvis der overhovedet har ligget nogen. For man kan sige, at kategorien betyder ikke, at der har ligget nogen i den. Altså jeg kan virkelig ikke huske det. Og det er jo tydeligvis også lang tid siden, men det kan sagtens være, at jeg har været en del af en vennegruppe, som også ville ligge der. Altså hvad fanden ved jeg, lyder det fra Rasmus Paludan.

- Det lyder som en søforklaring ...

- Og jeg vil så også sige, at jeg jo heller ikke kan huske det. Jeg sagde ikke, at det var mig selv. Jeg siger, at det formoder jeg. Men altså ... Jeg kan ærligt talt ikke huske det. Jeg kan jo konstatere, at jeg ejer domænet. Men jeg sagde jo til dig lige fra starten - det må du formentlig kunne erindre - at jeg virkelig ikke ved det. Og så tænkte jeg, at det mest logiske vel er, at det er mig, der er den person, siger Rasmus Paludan.

- Er det ikke påfaldende, at du intet husker?

- Det kan også være, at du har en tendens til at overfortolke tingene lidt måske. Men jeg vil sige ærligt til dig, at jeg husker så godt, jeg kan. Og jeg kan ikke huske præcis, hvad 'smukmand'-domænet handlede om. Men jeg synes, at jeg var en smuk mand dengang. Og det synes jeg stadig - i hvert fald indvendigt. Og det er vel, hvad der er at sige om det, svarer Rasmus Paludan.

- Afviser du at have lagt billeder ind af personer uden deres tilladelse?

- Det er svært at afvise noget, jeg ikke kan huske. Men jeg kan i hvert fald afvise fuldstændigt, at jeg skulle have lagt nogen ind, som ikke har givet tilladelse til det. Og grunden til, at jeg kan afvise det, er, at det trods alt er rimeligt alvorligt. Men jeg synes måske for at være helt ærlig, man også kan vende den om og sige: Er din historie ikke en anelse tynd? Altså du har et domæne, jeg ejer. Og så har der ligget et billede på den engang. Og jeg kan intet huske om, hvad der har ligget på den i øvrigt. Der er ikke meget kød på den historie, hva, siger Rasmus Paludan.

- Kan du forstå, hvis nogle tænker, at du har lagt billeder ind af unge mænd mellem 15 og 18 år?

- Nej.

- Så du synes ikke, at navnet 'Unge mænd mellem 15 og 18 år' indikerer det?

- Nej.

- Ville det have været problematisk, hvis du havde gjort det?

- Nej.

- Hvorfor ikke?

- Det ville vel ikke have været problematisk, forudsat de havde samtykket. Der er jo tusindvis af sider på nettet - antager jeg - af modelbureauer, som har lige præcis det. Så det vil jeg ikke synes. Men jeg kan ikke huske det altså, lyder forklaringen fra Rasmus Paludan.

Annonce:
Annonce: