Paludans apartheid-papir var ikke en joke

Stram Kurs' leder Rasmus Paludan afviste overfor Ekstra Bladet, at papir med apartheid-politik var alvorligt ment. Nye oplysninger beviser dog, at Stram Kurs står ved 12 forbud mod muslimer

Her er både for- og bagside af den flyer med Stram Kurs' politik, som Paludan i går kaldte 'en joke' og påpegede, at det ville fremgå af 'side to', som Ekstra Bladet først er kommet i besiddelse af nu. Foto: Privatfoto/Solidaritet.dk.
Her er både for- og bagside af den flyer med Stram Kurs' politik, som Paludan i går kaldte 'en joke' og påpegede, at det ville fremgå af 'side to', som Ekstra Bladet først er kommet i besiddelse af nu. Foto: Privatfoto/Solidaritet.dk.

- Det er en vittighed. Det er en joke.

Sådan afviste Stram Kurs-leder Rasmus Paludan torsdag Ekstra Bladets historie om de vilde apartheid-lignende forslag, som hans parti havde formuleret på en løbeseddel.

Blandt forbuddene lyder det: Muslimer må ikke eje et motorkøretøj. Muslimer må ikke tale til danskere, med mindre en dansker først har talt til muslimen.

Han fortalte til Ekstra Bladet, at der fandtes en 'side to' til løbesedlen, hvorpå det blev åbenlyst, at der var tale om en spøg.

Ekstra Bladet er via mediet solidaritet.dk kommet i besiddelse af den pågældende anden side. Men den dokumenterer, at de vilde forbud mod muslimer er en del af Stram Kurs' officielle politik.

Stram Kurs stod soleklart ved flyerens indhold, da de delte den ud på Folkemødet i 2018. Foto: Privatfoto/Solidaritet.dk.
Stram Kurs stod soleklart ved flyerens indhold, da de delte den ud på Folkemødet i 2018. Foto: Privatfoto/Solidaritet.dk.

Løbesedlen blev uddelt af Stram Kurs under Folkemødet på Bornholm i juni 2018. Under overskriften 'Danmark 2019 for muslimer', skriver partiet:

'Dette er information om partiet Stram Kurs' politik over for muslimer og islam'.

Ifølge personer, som fik stukket flyeren i hånden, da de passerede et Stram Kurs-banner, følte de absolut heller ikke, at der var tale om en 'sjov gimmick'.

Solidaritet.dk har været i kontakt med den mand, der har taget billederne af løbesedlens 'side to', som Paludan påpegede manglede. Manden forklarer, at billedet (nedenfor) er 'for- og bagside af den samme flyer'.

Overfor Ekstra Bladet står Paludan dog fast på, at det er for sjov.

- Det var naturligvis humor, hvilket også forklarer, at det aldrig har været på vores hjemmeside, skriver han i en sms.

Eksperter: Åbenlys apartheid
Ekstra Bladet har talt med to eksperter, der kalder Stram Kurs' ydeligtgående forbud for både grundlovsstridige og 'åbenlys apartheid' i stil med den raceadskillelse, som det politiske regime i Sydafrika praktiserede fra 1948 til 1993.

- Det er helt åbenlys apartheid. Det er den mest rammende måde at beskrive det på.

- Der er to grupper i befolkningen, hvoraf den ene skal rette sig ind efter den anden og ikke må tale til dem, siger professor ved juridisk institut på Syddansk Universitet, Sten Schaumburg-Müller, til Ekstra Bladet.

- Det her kan slet ikke lade sig gøre efter Grundloven. Det vil kræve en ændring af Grundlovens §70, fordi det fratager borgerlige rettigheder på grund af tro, siger juraprofessoren, der særligt peger på forbuddene mod at eje motorkøretøjer og at handle i de samme butikker, som danskere benytter:

- Det her vil gribe ind i forsamlingsfriheden og ytringsfriheden. At sige, at 'I må ikke handle i de her butikker, men vi må godt'. Det er en til en apartheid.

Som i Sydafrika
Også professor ved Center for Afrikastudier på Københavns Universitet, Stig Eduard Breitenstein Jensen, stempler reglerne som eksempler på apartheid.

- Apartheid stammer fra det aafrikanske ord 'adskillelse'. Og det er præcist, hvad det her er. Det er et spørgsmål om at adskille folk, som man gjorde i Sydafrika under apartheidstyret, hvor nogle bænke og nogle busser kun var for hvide, siger Stig Breitenstein til Ekstra Bladet.

Afrikaeksperten fortæller, at Stram Kurs' forslag aldrig vil have gang på jorden i dagens Sydafrika.

- Det vil være totalt uacceptabelt. Det vil ingen finde sig i. Det er også en del af hele post-apartheidæraens regnbueprojekt. Institutionaliseringen af apartheid med hele den lovpligtige adskillese, det er helt nedbrudt.

Det er partiet Stram Kurs' politik, at de vil fratage danske muslimer deres statsborgerskab og udvise hundredetusindvis af muslimer fra Danmark.

528 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere