Partiledere aflyser opgør om regionsskat: Ikke aktuelt

Partisoldater vil styrke regioner og lade dem opkræve skat, men partiledere mener ikke, at det er aktuelt

Morten Østergaard skyder ideen om at lade regionerne opkræve skat ned på vej ind til forhandlingerne med Mette Frederiksen. Foto: Jonas Olufson/Ritzau Scanpix
Morten Østergaard skyder ideen om at lade regionerne opkræve skat ned på vej ind til forhandlingerne med Mette Frederiksen. Foto: Jonas Olufson/Ritzau Scanpix

Med et flertal i rød blok får regionerne lov til at overleve efter valget, men det er ikke afgørende, om de får ret til at opkræve skat.

Det forslog De Radikale samt Enhedslisten og SF ellers selv lørdag på forsiden af Jyllands-Posten, men det afviser De Radikales leder, Morten Østergaard, nu.

Det siger han på vej ind til forhandlingerne om at danne regering.

- Jeg mener ikke, det er aktuelt i de her forhandlinger. Det aktuelle er at sørge for, at regionerne består, og vi får et bedre sundhedsvæsen, siger Morten Østergaard.

Det er blandt andre det nyvalgte folketingsmedlem Jens Rohde (R), der støttede forslaget lørdag, men det er ikke aktuelt nu ifølge partilederen.

Samme melding lyder fra SF, der også støttede lørdagens forslag.

- Det afgørende er, at vi fastholder regionerne, og det har vi fået flertal til nu. Og så skal vi give regionerne nogle muskler for netop at lave et rigtig godt sundhedsvæsen, siger SF-formand Pia Olsen Dyhr.

Også Karsten Hønge (SF) og Rune Lund (EL) støttede idéen.

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, vil ikke gå nærmere ind i diskussionen om regionernes ret til at opkræve skat.

- Vi er først og fremmest optaget af et mere decentralt Danmark med en styrket lokal kraft, så det er vores udgangspunkt, siger Mette Frederiksen.

Rohde er tidligere medlem af Venstre, der stod bag strukturreformen i 2007, der nedlagde landets amter til fordel for de fem regioner.

De fik frataget retten til at udskrive skat modsat amterne.

Derfor peger de tre støttepartier på, at der skal være en direkte sammenhæng mellem det, der bruges på sundhedsudgifter, og det befolkningen betaler i skat.

Derfor skal regionerne kunne opkræve skat ligesom staten og kommuner gør i dag. I dag fastlægges budgettet for regionerne en gang om året og desuden sammen med finansloven.

Den fungerende VLAK-regering og Dansk Folkeparti gik til valg på et sundhedsudspil, der indebar at nedlægge regionerne herunder de folkevalgte regionsråd.

Men da rød blok har flertal, bliver det ikke til noget.

25 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere