Permanent grænsekontrol splitter De Konservative

Efter interne uenigheder slår De Konservatives gruppeformand fast, at partiet er imod permanent grænsekontrol

Det lader til, at der er uenighed hos De Konservative, hvorvidt permanent grænsekontrol er em god idé. Foto: Nanna Navntoft
Det lader til, at der er uenighed hos De Konservative, hvorvidt permanent grænsekontrol er em god idé. Foto: Nanna Navntoft

Gruppeformand og politisk ordfører for De Konservative Mette Abildgaard understreger tirsdag eftermiddag, at partiet ikke går ind for en permanent grænsekontrol.

Det sker, efter at folketingskandidat for partiet Naser Khader har udtalt sin støtte til Venstres udmelding om, at man vil arbejde for at ændre Schengen, så grænsekontrollen kan blive permanent. Partiets spidskandidat til Europa-Parlamentet, Pernille Weiss, har dog udtalt sig stik modsat.

- Vi går ikke ind for en permanent grænsekontrol. Vi går ind for Schengen, og det stemmer ikke overens med en permanent grænsekontrol, siger Mette Abildgaard.

- Men vi går ind for, at den midlertidige grænsekontrol bliver opretholdt og ser ikke, at den forsvinder lige foreløbig. Den er blevet forlænget over ti gange, og vi tror, at den vil blive forlænget et par gange til.

Diskussionen om grænsekontrollen blev vækket af Venstre mandag, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) meldte ud, at man nu vil arbejde for at ændre Schengen-samarbejdet, så der kan indføres permanent grænsekontrol.

Den grænsekontrol, der er for nuværende, bliver indført periodevis. Det kræver, at Danmark notificerer EU om, at man indfører grænsekontrol og hvor længe.

Selv om EU ikke skal godkende kontrollen, mener Venstre, at der er behov for en "mere fleksibel løsning".

- Indtil videre har det ikke været problematisk at få forlænget grænsekontrollen. Det er lykkedes mange gang, og vi forventer, at det vil kunne lykkes fremover.

- Hvis det pludseligt ikke er tilfældet, så må vi drøfte det der. Men vi har ingen grund til at tro, at vi ikke kan få forlænget grænsekontrollen, siger Mette Abildgaard.

30 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere