Pinligt pressemøde: Kun ét medie dukkede op

DF-profilen reddet fra pinlig fiasko af Ekstra Bladet, der som eneste medie dukkede op til DF-profilens pressemøde. Her blev det til et dybdeborende interview om manier, destruerede bilag, Putin og forældelse

Alle medier - undtagen Ekstra Bladet - svigtede Morten Messerschmidts pressemøde. Han garanterer nu, at Melds bogholderi og arkiv ikke er destrueret. Video: Jonas Olufson

Kun takket være Ekstra Bladets udsendte undgik Dansk Folkepartis nordsjællandske spidskandidat, Morten Messerschmidt, onsdag en temmelig pinlig fiasko.

I video-klippet ovenfor kan du se Ekstra Bladets interview med Morten Messerchmidt, der sammen med Dansk Folkeparti havde inviteret de danske medier til pressemøde onsdag eftermiddag på spritfabrikken, Stone Grange i Fredensborg.

Men trods mulighed for gin-smagning i naturskønne omgivelser ved Esrum Sø var Ekstra Bladet det eneste danske medie, som var kommet for at høre Messerschmidts erhvervsudspil.

Takken for fremmødet var dog, at Messerschmidt nu på tredje år nægter at besvare selv få relevante spørgsmål om hans omstridte økonomiske dispositioner som formand for den skandaleramte og tvangslukkede organisation, Meld.

- Er der ikke en diagnose for det der evige behov for at gentage sig selv, spurgte Morten Messerschmidt. Han mener, at Ekstra Bladets udsendte må lide af en repetitionsmani. 

Selv de lokale og regionale medier svigtede DF's rekordstemmesluger, der ellers havde gjort klar til pressemøde med bord, plakater og banner med kandidatens kontrafej i den parklignende have hos ginfabrikant og biotek-rigmand, Henrik Elsner. Derudover var der tre fra Messerschmidts DFU-netværk, kampagnechefen og to familiemedlemmer.

Messerschmidt har siden sin raskmelding i foråret 2017 nægtet at besvare spørgsmål fra Ekstra Bladet om Meld- og Feldskandalen. Men da Ekstra Bladet var eneste medie på pressemødet, så var der lejlighed til nogle spørgsmål. Blandt andet om:

*Hvorfor en tidligere V-minister med kæresten fik en privat ferierejse til Frankrig betalt af EU-penge.

*Om Melds bogholderi er blevet opbevaret efter reglerne. 

*Forholdet til præsident Vladimir Putin.

*Om fiktiv EU-konference med Ole Birk Olesen (LA).

De mest interessante 'ikke-svar' fra Messerschmidt var dem, som handlede om de forsvundne arkiv- og bogføringsbilag, som Olaf tilsyneladende ikke har kunnet få udleveret.

- Er Melds bogholderi og arkiv helt eller delvist destrueret?

- Det er det da ikke. Det må det først efter fem eller syv år.

- Ved du, hvor det befinder sig?

- Ja, selvfølgelig.

- Hvor befinder det sig?

- Alt det der vil helt sikkert indgå i Olafs rapport.

- Har Olaf fundet arkivet?

- Det har jeg ikke nogen anledning til ... fundet, det lyder som om, at det er gemt. Du ligger inde med nogle antagelser, som er tættere på vildfarelser end virkeligheden. Prøv at væbne dig med tålmodighed, lød det fra Messerschmidt før det intime pressemøde gik over i gin-smagning.

410 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere