Politikere debatterer nedslidning med havnearbejderen Nikolaj

Havnearbejderen Nikolaj Mailand kan først gå på pension som 73-årig. Poul Madsen debatterer pension og nedslidning med Nikolaj, Ulla Tørnæs (V) og Benny Engelbrecht (S) klokken 15 på Esbjerg Havn

Nikolaj må hver dag slæbe rundt på tunge kæder, men kan først lade sig pensionere som 73-årig. Fotograf: Tariq Mikkel Khan

Nikolaj har allerede arbejdet i ni år på Esbjerg Havn men kan se frem til mange flere timer på skibe og dæk. Han kan nemlig først gå på pension, når han bliver 73 år.

- Den gennemsnitlige levealder for en mand af mit erhverv er 73,5, siger Nikolaj på 28 år.

- Det er fair nok, at der er nogen, der har fysikken og lysten til at arbejde, til de segner - at de ikke er så nedslidte. Men dem der er. Det er fandeme vigtigt, at de ikke føler, at de skal gå med hatten i hånden, mener han.

Med mere end 45 år før han kan trække sig tilbage, er han bekymret for, om det hårde fysiske arbejde i al slags vejr har slidt ham ned, før han når dertil.

- Det nytter jo ikke noget, at der er et tilbud om tilbagetrækning, hvis det er så dårligt økonomisk, at man må gå fra hus og hjem. Det er jo ikke rimeligt. Og det er heller ikke velfærd i mine øjne, siger Nikolaj.

At arbejde på havnen er ikke ufarligt. For nylig fik Nikolaj en arbejdsskade, da han var i gang med at laste nogle store vinger til vindmøller. 'Jeg kunne have fået rykket foden af,' fortæller Nikolaj. FOTO: Christer Holte
At arbejde på havnen er ikke ufarligt. For nylig fik Nikolaj en arbejdsskade, da han var i gang med at laste nogle store vinger til vindmøller. 'Jeg kunne have fået rykket foden af,' fortæller Nikolaj. FOTO: Christer Holte
 

Live-debat kl. 15
Pensionsalder og nedslidning er et af de hotteste emner i årets valgkamp. Højre- og venstrefløjen skændes om, hvem der har den bedste løsning til hårdtarbejdende arbejdsmænd som Nikolaj.

Socialdemokraterne har ytret, at de vil give personer med hårdt fysisk arbejde ret til tidligere pension. Dog til en økonomisk sats, der svarer til den lave folkepension.

Venstre har derimod lavet en aftale, der har til formål at forbedre seniorførtidspensionen, som borgere kan søge, hvis det er nedslidte.

Er Nikolaj indbefattet af Socialdemokratiets plan om tidligere pension, og er det fair, at han skal være slidt ned, før han kan få gavn af Venstres løsning?

Se med kl. 15, når Poul Madsen sammen med Nikolaj Mailand debatterer med Ulla Tørnæs (V) og Benny Engelbrecht (S) på Esbjerg Havn.

235 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere