Radikale før regeringsforhandlinger: S ved hvad vi står for

Morten Østergaard og De Radikale kræver en politisk aftale, der sætter en ny retning for Danmark

Morten Østergaard vil have bedre integration. Foto: Jens Dresling/Rtizau Scanpix
Morten Østergaard vil have bedre integration. Foto: Jens Dresling/Rtizau Scanpix

De Radikale møder ind til regeringsforhandlinger med Socialdemokratiet fredag aften med de samme krav, som partiet har luftet under valgkampen.

Det siger politisk leder Morten Østergaard:

- Mette Frederiksen (S-formand, red.) ved godt, hvad vi står for, og det står vi stadig for, siger han før forhandlingerne.

De Radikale vil lave et økonomisk grundlag for at løfte velfærden, særligt for børn og unge under uddannelse.

Partiet vil styrke kampen mod klimaforandringerne, bekæmpe fattigdom og forbedre integrationen, "i stedet for at sætte den i stå", siger Morten Østergaard.

De Radikale har med ham som frontfigur stillet markante krav til en kommende regering, blandt andet inden for klima, udlændinge, ydelser og den økonomiske politik.

- Hvor er det, I ikke kan bøje jer?

- Vi sagde også til dronningen torsdag, at vi skal have en politisk aftale, som er dækkende for rammerne for regeringens arbejde, for at vi kan bakke op.

- Det er forhandlinger, vi nu skal have. Men det starter med, at Socialdemokratiet nu siger, hvad deres ambitioner er for Danmark, siger han.

- Hvor langt kan I bøje jer?

- Vi kommer for at indfri de forventninger, vi har været med til at skabe om en ny retning for Danmark. Vores mål er at pege på Mette Frederiksen for at få en ny regering og en ny retning. Det er målet med det hele.

- Men det starter med, at den, der gerne vil være statsminister, siger, hvad planen er, siger Morten Østergaard.

Der har været mange forskellige krav fra de røde partier til Socialdemokratiet og Mette Frederiksen, efter at rød blok fik flertal ved folketingsvalget onsdag.

Det har derfor været diskuteret, om en mulig kommende S-regering kan få brug for at arbejde hen over midten, for eksempel i udlændingepolitikken.

Morten Østergaard tror på, at det er muligt at finde løsninger.

- Der er i hvert fald en vilje til at arbejde over midten i flest mulige sammenhænge. Derfor handler det for os om det politiske indhold, om retningen for Danmark.

- Og så håber jeg da på bredest mulig opbakning til det. Da vi senest sad i regering med Socialdemokratiet (fra 2011-2015, red.), lavede vi en masse brede forlig, lige fra finanslov til udlændingepolitik.

- Det kan sagtens lade sig gøre, siger De Radikales leder.

47 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere