Riskær færdig i dansk politik

Klaus Riskær Pedersen har udtalt til DR, at det er 'game over'

Hør Riskærs reaktion her.

Blot halvdelen af stemmerne er i øjeblikket talt op, men det til trods valgte Klaus Riskær Pedersen at tage livet af sit parti af samme navn.

I de nyeste prognoser står partiet kun til at få 0,8 procent af stemmerne, men med en spærregrænse på 2 procent er det spæde parti dømt dødfødt af sin stifter.

Derfor har han nu valgt at lukke partiet.

- Projektet har ikke været spildt. Mange af de ting, jeg har talt om, kommer til at ske. Jeg vil skubbe ideerne ind i andre partier, hvis jeg kan.

Han tager nederlaget med oprejst pande.

- Vi fik vores chance, blev godt behandlet, men vælgerne sagde tak, men nej tak, siger Klaus Riskær Pedersen til TV2.

Riskær er færdig. Foto: Jens Dresling
Riskær er færdig. Foto: Jens Dresling

Svær at se
Partilederen har været svær at få øje på under valgkampen, hvor mange har været undrende over for hans strategi.

Ekstra Bladets politiske kommentator Henrik Qvortrup vurderede hans indsats ved den sidste debat, hvor han ellers klarede det overraskende godt.

- Der var alligevel noget befriende i hans ærlige kommunikation, fordi han kan se, at løbet er kørt. Det gør, at han taler frit, og hvis han havde kørt den her linje hele vejen igennem, kunne han have fået et bedre valg, siger Henrik Qvortrup.

Trods nederlag mener den nu tidligere partileder, at han kommer til at se sin politik blive indført.

- Mange af de ting, jeg har talt om, vil du se andre partier lave, men vælgerne har vurderet, at vi ikke skal bruge noget nyt politisk parti, siger han til TV2.

53 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere