S lover at søsætte klimatiltag et år efter regeringsskifte

Skifter regeringsmagten, vil Socialdemokratiet igangsætte flere klimatiltag, så Danmark skruer op for tempoet.

Kommer rød blok til magten, skal Danmark være grøn.

Socialdemokratiet lover derfor, at der inden for det første år af en ny regeringsperiode skal igangsættes en række tiltag på området.

Det fremlægger partiet onsdag med en uge tilbage af folketingsvalgkampen.

- Der er brug for nyt lederskab, hvor vi skruer tempoet op i den grønne omstilling, og det er vi villig til at tage på os. Men ord er ikke nok, så derfor kommer vi nu med en handlingsplan, siger Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, på et pressemøde.

Foruden løftet foreslår partiet en grøn tillægsaftale til energiforliget, der blev indgået i juni 2018.

Partiets delmål frem mod 2050 er, at udslippet af drivhusgasser skal reduceres med 60 procent i 2030.

- Som noget nyt forpligter vi os til at reducere drivhusgasserne med 60 procent i 2030. Det er et ambitiøst mål, siger Mette Frederiksen, der dog har italesat det løfte før.

Det er en række initiativer, hvoraf en del allerede er kendte, der skal bidrage til at nå målet. Det gælder en halv million elbiler, fem vindmølleparker, flere krav om energibesparelser, en jordreform i landbruget og en skovfond.

Det er dog ikke nok til at nå delmålet i 2030, har en ekspert fastslået.

Som noget nyt vil Socialdemokratiet arbejde for en europæisk flyafgift, så luftfartsselskaber får incitament til at benytte energieffektive fly og mere bæredygtigt brændstof.

- Der er brugt utroligt meget tid på at snakke, nu vil vi gerne handle, siger Mette Frederiksen.

Som noget andet nyt vil partiet forpligte detailhandlen til at mindske madspild. Der skal fastsættes mål for det i samarbejde med detailhandlen.

Desuden vil partiet integrere miljø- og klimahensyn i de regnemodeller, som Finansministeriet bruger til at beregne økonomiske konsekvenser af politiske tiltag.

På pressemødet bliver Mette Frederiksen spurgt, om tiltagene vil være nok til at opfylde Paris-aftalen fra 2015, der er juridisk bindende.

- Paris-aftalen er for os det fundament, hvorpå vi står, når vi taler klima de kommende år.

- Det er faktisk ideen med at vedtage en aftale med bindende mål. Det, der gør, at en klimalov bliver brugt til noget i forhold til klimakrisen, er bindende mål, siger Mette Frederiksen.

En stor del af pengene er allerede fundet, bedyrer hun.

- I vores økonomiske politik har vi afsat en pose penge, der kan bruges til mange forskellige ting, herunder klima, siger hun og peger desuden på afgifter på plastikposer og plastikflasker med drikkevand.

- Der er også et grønt råderum i den nuværende energiaftale, der kan bruges på eksempelvis elbiler, siger Mette Frederiksen.

24 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere