S-toppen lukker munden på ordførere

En mail fra Henrik Sass Larsen til S-medlemmer i Folketinget beder dem cleare alle udtalelser i pressen med partiets ledelse

I en mail til Socialdemokratiets folketingsgruppe forklarer Henrik Sass Larsen, at de ikke må udtale sig til pressen uden tilladelse fra ledelsen. Foto: René Schütze
I en mail til Socialdemokratiets folketingsgruppe forklarer Henrik Sass Larsen, at de ikke må udtale sig til pressen uden tilladelse fra ledelsen. Foto: René Schütze

Socialdemokratiets gruppeformand, Henrik Sass Larsen, har i en mail til partiets folketingsgruppe indskærpet, at medlemmerne ikke må udtale sig til pressen uden at gå gennem partiets ledelse først.

Det gælder også ordførere, der ønsker at forklare partiets politik på det område, som de er ordfører for. Det fremgår ifølge avisen Politiken af en mail, som avisen har set.

I en mail, der blev sendt få dage inde i valgkampen fra Henrik Sass Larsen, udstikker han følgende ordre til de socialdemokratiske politikere, der undervejs i valgkampen bliver mødt af allehånde spørgsmål fra pressen:

- Alle pressehenvendelser skal koordineres med Christiansborg. Det vil sige, man ikke udtaler sig – heller ikke på eget ordførerområde – medmindre det er aftalt med Christiansborg forinden.

Politiken skriver, at avisen er i besiddelse af mailen. Den er ifølge Politiken sendt fra afdelingschef Martin Justesen på vegne af Henrik Sass Larsen.

I mailen minder Sass sine partifæller om, at ordren svarer til den gennemgang af valgkampens organisering, som partiformand Mette Frederiksen (S) stod for på et gruppemøde 'for efterhånden et par måneder siden.'

Har haft indflydelse
Politiken skriver, at alt tyder på, at beskeden fra Sass Larsen har haft en vis effekt på medlemmerne af S-gruppen.

Valgkampen har budt på en del eksempler på, at det har vist sig svært at få udtalelser fra socialdemokratiske folketingsmedlemmer, fortæller Politiken.

Avisen har talt med ledelsesekspert og professor emeritus Steen Hildebrandt fra Aarhus Universitet om mailen.

Han undrer sig især over, at også partiets ordførere skal cleare alle pressehenvendelser med valghovedkvarteret. Retningslinjerne er mere topstyret end i en større virksomhed, vurderer han ifølge Politiken.

I Dansk Folkeparti gør man det ikke sådan ifølge Peter Skaarup, der sammenligner det med et politibureau.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen synes, at det er et tegn på, at partiet forsøger at mimimere risikoen for, 'at nogle kandidater siger, hvad de rent faktisk mener', lyder det hos Politiken. 

Det har ikke lykkedes Politiken at få et interview med Sass eller Frederiksen. Partiets gruppesekretær skriver i en mail til avisen, at mediepresset skaber et behov for tæt koordinering.

54 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere